God holdpræstation - point i Næsby

Dagens modstander på udebane var Næsby. Foråret er godt på vej og det var første kamp på et lidt tungt og ujævnt græstæppe.

Mark Jensen var stadig skadet og derfor genvalg til Oliver Børner som stod en fuldstændig fejlfri kamp med flere gode redninger. Stefan Nygaard måtte for 3. kamp i træk se til fra tilskuerpladserne efter sit røde kort.

Trænerteamet havde til kampen valgt at ændre i holdopstillingen, så Adnan Curovic var flyttet ind i midterforsvaret ved siden af Philip Olsen. Daniel Thorup spillede højre back. Sylvester Seger Hansen var venstre kant og Rasmus Tangvig inde centralt bag ved Rohde.

Vores anfører Rasmus Nielsen var tilbage på den centrale midtbane.

Spillerne kom ud som lyn og torden. Allerede i det andet minut lå bolden i nettet. Tobias Noer med et langt indkast, Rohde gjorde plads til Rasmus Tangvig der afsluttede og på vej ind over målstregen kom Sebastian Lassen til og skubbede den det sidste stykke. Der vil være meget diskussion om hvem der skal krediteres for målet.

Akademikerne havde godt styr på kampen gennem hele første halvleg. Efter 9. minutter fik Martin Nielsen en god mulighed efter hjørne.

Der skulle gå 20 minutter før Næsby var i nærheden af AB målet. Et hjørne, der dog blev sikkert ekspederet væk.

Som halvlegen skred frem trak Akademikerne sig længere tilbage og levede på omstillinger. Sylvester Seger var drivkraften i flere farlige omstillinger.

Næsby fik et lille spil overtag mod slutningen af halvlegen, men sikkert styret af Adnan Curovic blev de holdt væk fra chancer.

Anden halvleg startede uden de store chancer til nogle af holdene og vi skulle frem til det 67 minut før Næsby fik en stor hovedstøds-chance efter en dødbold. Den blev dog sent et stykke forbi.

I det 70. minut udnyttede AB´erne en omstilling hvor ”Sylle” kom alene igennem efter godt forarbejde fra Rohde og Tangvig. En sikker afslutning og 2-0 til Akademikerne.

I det 73. minut kom Matti Olsen på banen som angriber i stedet for Rohde, der havde slidt og slæbt.

Efter 80 minutter Var det Sylvester der gik ud og ind kom Lucas Petersen.

I det 83. minut kom Kristian Uth ind i stedet for Rasmus Tangvig.

Det var tæt på at blive til 0-3 i det 86. minut. En dyb bold til Matti og på tværs til Uth, der manglede få centimeter for at sende den i nettet.

Oliver Børner havde en fantomredning i det 88. minut. Han dykkede ned i et skud fra tæt hold.

Det var en rigtig holdpræstation i dag hvor alle ydede for fællesskabet.

Endnu en gang var der opbakning fra AB Forever. TUSIND TAK!!!