To nye spillere på plads

Rasmus Tangvig og Philip Olsen har begge trænet med i Akademisk Boldklub Gladsaxe siden træningen startede i det nye år. De har nu begge lavet en aftale med AB, og vi skal således se frem til to nye spillere i den grønne trøje. Rasmus Tangvig kan spille flere af de offensive pladser, og har i indeværende sæson scoret 11 mål, og er således på en delt 1. plads på topscorerlisten i 2. Division. Skulle man søge på de herrers navne, så ser man at Philip Olsen tilsyneladende skulle være en rutineret herre på 32 år (ifølge transfermarkt.com), men sandheden er dog at han kun har rundet 27. Så der er masser af gode fodboldår i den gode Philip Olsen. Philip er midterforsvarer, og har spillet under Michael Madsen i Greve, hvor også Rasmus Tangvig kommer herfra. Rasmus Tangvig får spillertrøje nr. 10, mens Philip Olsen skal spille med nr. 4 på ryggen.

Michael Madsen er glad for at blive forenet med to af sine tidligere spillere.
- Hvis jeg skal sætte ord på disse spillere, så vil jeg sige om Tangvig, at han er en vinder til fingerspidserne. Han vil vinde, og han er sulten. Derudover har Tangvig en spilleglæde, som sjældent set. Han elsker fodbold, uanset om det er træning eller kamp. Samtidig er han hurtig og arbejdsom, så han tager mange af de grimme løb, som også gør ondt på modstanderne. Tangvig er også meget målfarlig, hvilket man jo så i efteråret. Han kommer frem til rigtig mange chancer, og jeg er sikker på at han er en spiller, som vi kan få gavn af i foråret.

- Philip Olsen er bomstærk, og har et kæmpe potentiale. Han vil forsvare målet med ære, og har ikke mange mangler. Philip er en dygtig forsvarsspiller, som er hurtig, god på bolden, forudseende og er farlig når han går med frem på hjørne. Der er ingen tvivl om at Philip har potentiale til at spille i en højere liga, og jeg ser frem til, at han skal udfolde sig i AB, slutter cheftræneren, som altså nu bliver forenet med to tidligere Greve-spillere.

Rasmus Tangvig er ser frem til at blive AB-spiller
- Jeg har spillet ungdom i Brøndby og Hvidovre, og kom så til FC Roskilde, hvor jeg har spillet omkring 40 kampe i 1. Division. Det er også herfra jeg kender Martin Nielsen, som jeg ser frem til at spille sammen med igen. Jeg vil selvfølgelig gerne bygge videre på mit efterår, men i første omgang handler det om at få bidt sig fast på holdet. Der er et højt niveau i truppen, og det har været et super positivt indtryk fra start. 

- AB er en professionel klub, og jeg vil bidrage med min hurtighed og mine evne til at finde de rigtige rum i dybden. Jeg er sulten og går ind til alle kampe med et klart mål om at vinde, slutter kantspilleren.

Philip Olsen glæder sig til de nye omgivelser
- Jeg har trænet med i noget tid, og synes det hele er nyt og spændende. Folk har været rigtig gode til at tage imod mig, og jeg har et rigtig positivt indtryk af AB ind til videre. Det er en meget talentfuld trup og der bliver gået til den til træning, så jeg glæder mig meget til at blive en del af klubben. Det er altid svært at sætte ord på sig selv, men jeg synes selv at jeg er god på bolden og er nærkampsdygtig. Det bliver spændende at tage hul på et nyt kapitel, og jeg ser frem til at fortsætte under Michael Madsen, slutter den nye nummer 4.

Vi byder Rasmus Tangvig og Philip Olsen varmt velkommen i klubben!