Sikker sejr i pokalen

Akademisk Boldklub Gladsaxe skulle tirsdag aften spille på udebane mod Kastrup Boldklub. Kampen blev spillet bag klubhuset med lyden af lufthavnen i baggrund, og med lettende fly i horisonten. Der var noget charme over forholdene, og værterne havde fundet grill og fadølsanlægget frem, så de kunne betjene de mange fremmødte AB-fans.

I forhold til lørdagens kamp var der nogle ændringer. Adnan Curovic startede inde i sin debut i midterforsvaret, mens Simon Schultz havde taget plads på venstre back. Armend Aslani startede inde som 10'er, og Oliver Carrara tog plads på højre kant. Dog stadig et spændende mandskab, og tydeligt at se, at man tog opgaven alvorligt.

Fra start var akademikerne mest i boldbesiddelse, men var tålmodig i spillet. Der skulle ikke forceres noget, så man risikerede at skabe muligheder den anden vej, for man kunne se at Kastrup også var kommet for at spille fodbold, og ikke for at pakke sig.

Efter 9 minutter kom første store AB-mulighed. Efter et hjørnespark fik Stefan Nygaard forlænget, og Sylvester Seeger-Hansen steg til vejrs og fik headet bolden over den tidligere AB-U19 keeper Emil Christensen, og bolden tog indersiden af overlæggeren, men blev afværget efterfølgende.

Da der var spillet 22 minutter havde der ikke været andre nævneværdige chancer, men der gik ikke længe før forløsningen kom.

Kristian Uth tog et frispark et par meter udenfor feltet, og dagens anfører svigtede ikke. Bolden blev sparket hårdt og præcis op i fjerneste hjørne, uden chance for Kastrup-keeperen.

Der gik dog blot et minut før der var udlignet. En blunder i defensiven sendte en Kastrup-spiller i dybden. Mark stormede ud for at nå den, men det var hjemmeholdets angriber der kom først og fik prikket bolden ind til 1-1.

De næste to chancer tilfaldt Sylvester Seeger-Hansen. Først et godt hovedstød langt udefra, som gik snert forbi, og så igen på hjørnespark, hvor keeperen reddede hovedstødet flot.

Med 12 minutter igen af 1. halvleg havde akademikerne endnu et hjørne. Bolden blev halvclearet og uden for feltet endte bolden hos Matti Olsen, som tog et par træk ind i banen, og i bedste 'Arjen Robben-stil' krøllede den over i det fjerneste hjørne med venstrebenet. Smuk scoring af midterforsvareren!

To minutter senere var Oliver Carrara ved at tackle sig igennem et par forsvarsspillere efter godt samspil med Sebastian Lassen, men desvære var den endelige afslutning lige forbi.

Mod slutningen af 1. halvleg var Kastrup ved at etablere et pres, men akademikerne afværgede godt og sørgede for at det ikke blev farligt.

Pause og 2-1. Fint udgangspunkt.

Efter pausen bølgede det frem og tilbage til at starte med.

Der gik et par minutter, hvorefter Sylvester kom helt alene igennem med keeperen, men tøvede for længe og afsluttede hernæst lige på målmanden. Ærgerligt, men der skulle nok komme flere chancer.

Der kom en periode med mange dødbolde, frispark og indkast, hvor kampen ikke var særligt seværdig, men efter et kvarter kom der så et smukt mål. Oliver Carrara og Sylvester Seeger-Hansen spillede bolden flot 1-2 mellem hinanden, og sendte til sidst Stefan Nygaard alene igennem, hvor han sikkert runde Kastrup-keeperen til 1-3.

Masser af tid igen, og derfor ingen grund til at sløse.

Kastrup havde et frispark to minutter efter, som kunne have givet en reducering, men afslutningen strøg heldigvis lige forbi mål.

Kort efter kom Jacob Lerche på banen, og kantspilleren skulle bruge 7 minutter i sin debut før han kom på tavlen. Lerche rundede en medspiller og på kanten af feltet sparkede han bolden fladt og sikkert ind til 1-4, og så var kampen så godt som lukket.

Der blev også debut til Frederik Jørgensen og Silas Trier Madsen, som begge kom ind og fik vist sig godt frem.

Med få minutter igen var Matti Olsen tæt på at blive dobbelt målscorer, da han kom først på et hjørnespark fra Kristian Uth, men desværre fik målmanden skubbet bolden over.

Det blev ved 1-4 efter en sikker indsats, og vi kan nu glæde os til mere pokalbold sidst i august.

Der trækkes lod til 2. runde i DBU pokalen på fredag, og det bliver spændende at se hvem der kommer op af bowlen!

AB's hold: Mark Fabricius Jensen, Sebastian Lassen, Adnan Curovic, Matti Olsen, Simon Schultz, Oliver Carrara (64. Jacob Lerche), Kristian Uth, Daniel Warmbach, Sylvester Seeger-Hansen, Armend Aslani (72. Frederik Jørgensen) og Stefan Nygaard (Silas Trier Madsen).

Kampen i tal:
23' 0-1 - Kristian Uth
24' 1-1
34' 1-2 - Matti Olsen
60' 1-3 - Stefan Nygaard
71' 1-4 - Jacob Lerche

Næste kamp: B93 - AB d. 12. august kl. 13:00 på Østerbro Stadion