2-2 i premieren

Akademisk Boldklub Gladsaxe skulle i sæsonpremieren op imod Hvidovre IF, som har den tidl. AB-træner Per Frandsen i spidsen. Drengene gjorde det rigtig godt, og akademikerne var foran to gange igennem kampen.

I startopstillingen var der 3 debutanter at finde, og det var en i hver kæde i form af Tobias Noer som venstre back, Daniel Warmbach på den defensive midt, og Stefan Nygaard helt fremme.

Der var højt tempo fra start, og kampen bølgede frem og tilbage med masser af intensitet fra start. Stefan Nygaard virkede som en god opspilsstation, og var samtidig meget bevægelig. Devisen om at 'han er rigtig irriterende at spille over for', virkede passende, for Hvidovre havde et hyr med at holde styr på ham.

Efter 12 minutter fik Hvidovre lov til at køre for let igennem, men deres afslutning var ikke for alvor farligt.

Hvidovre havde mest af spillet, men det var ligeså meget fordi de fik lov, og fordi det var en del af Bjergs gameplan.

AB fik dog kæmpet sig tilbage i kampen. Daniel Warmbach og Kristian Uth gjorde det godt på den centrale midt, og man kunne også se, at Martin Nielsen ville knokle for at besejre sine tidligere holdkammerater.

Efter 23 minutter, blev Nichlas Rohde sendt i dybden, og sergenten svigtede ikke. Han scorede resolut, og så var akademikerne foran 1-0!

Akademikerne havde fået et overtag, og gjorde det rigtig godt.

Frem mod pausen blev det ved med at bølge frem og tilbage, men uden nævneværdige chancer.

1-0 ved pausen og en sund tro på tingene.

Der gik ikke mange minutter af 2. halvleg før Hvidovre kom på 1-1. Et hjørne blev ikke clearet ordentligt, og så dukkede Kim Aabech op og sparkede resolut bolden i kassen.

Efter 10 minutter kom Oliver Carrara på banen til debut, og den unge angriber gjorde det rigtig godt. Altid søgende og god i presspillet.

Hvidovre fik arbejdet sig godt ind i kampen, og fik etableret et godt presspil, men akademikerne var rigtig gode til at afværge.

Selvom Hvidovre havde et mindre overtag rent spillemæssigt, så blev akademikerne ved med at lave farlige omstillinger, og de hurtige afleveringer gjorde Hvidovre-defensiven usikker.

15 minutter før tid, så fik Stefan Nygaard sat panden på et indlæg bagerst i feltet. Bolden sejlede over Mikkel Hasling, ramte stolpen og gik ind.

2-1!

Der gik dog blot 5 minutter, hvor Hvidovre tog et hjørnespark, som ikke blev clearet. Nedfaldsbolden endte hos Malte Kiilerich, som fik sparket bolden ind til 2-2.

Akademikerne pressede på for at afgøre det til sidst, og havde et rigtig fint pres. Armend Aslani kom ind til debut, og viste nogle rigtig hurtige antrit. En spændende spiller uden tvivl.

Det blev dog ikke til mere, men trods alt kom der 1 point på kontoen, og så er det bare med at fortsætte med at bygge på!

Næste kamp er på tirsdag på udebane, hvor vi skal Kastrup i DBU Pokalen.

Kampen i tal:
23' 1-0 - Nichlas Rohde
49' 1-1 - Kim Aabech
77' 2-1 - Stefan Nygaard
82' 2-2 - Malte Kiilerich

AB's hold: Mark Fabricius Jensen, Sebastian Lassen, Matti Olsen, Rasmus Nielsen, Tobias Noer (69. Robel Hagos), Daniel Warmbach, Kristian Uth, Martin Nielsen, Nichlas Rohde (56. Oliver Carrara), Sylvester Seeger-Hansen (83. Armend Aslani) og Stefan Nygaard.

Tilskuertal: 789