2011-07-24
Akademisk Boldklubs stærke målmand Jens Waltorp Sørensen er ude de næste 10 dage.
Waltorp har haft problemer med sit knæ og skal mandag møde på Kysthospitalet i Skodsborg, hvor speciallæge Klaus Harager vil undersøge knæet og lægge en blokade, som forhåbentlig vil afhjælpe de gener, som springerknæet har givet målmanden.
ABs unge målmand Jakob Haugaard er desværre også ude.
Jakob var udtaget til det danske U/20 landshold, der skulle deltage i NI Milk Cup i Nordirland, men ved holdets afsluttende landsholdstræning i Helsingør, måtte den talentfulde målmand forlade træningen med smerter i brystet.
Efter samråd med U/20 landsholdets læge, valgte Jakob at blive hjemme, og er efterfølgende blevet undersøgt på hospitalet, hvor alt heldigvis viste sig at være ok.
De to afbud betød, at 19 årige Nicolaj Bjerregaard fik chancen i lørdagens kamp mod Brønshøj, hvor AB vandt sikkert 4-0, og han gjorde det glimrende. Nicolaj Bjerregaard vogtede i sidste sæson målet for Lyngbys U/19 hold.
AB spiller igen på onsdag mod FC Vestsjælland, måske igen med unge Bjerregaard mellem stængerne.