2009-01-29
Der er dags dato udsendt følgende pressemeddelelse:
Målmand Jens Waltorp og AB har nu forlænget samarbejdet. Den tidligere reserve i AaB og norske Stabæk glæder sig til at være førstekeeper på det AB-hold, som rykker op i SAS Ligaen senest i 2010.
ABs førstemålmand, Jens Waltorp Sørensen, har netop sat sin underskrift på en kontraktforlængelse med den ambitiøse førstedivisionsklub. Efter den dygtige målmands mening var der ikke meget at betænke sig på.
- Både AB og jeg var meget interesseret i at fortsætte vores gode samarbejde. AB holder benhårdt fast i sin målsætning om at opfylde klubbens Vision 2010, der indbefatter en oprykning til landets bedste række. Og jeg vil spille på højeste niveau sammen med mennesker, som jeg kan lide og respekterer.
Begge dele får jeg opfyldt i den grønne trøje, siger Jens Waltorp om sin kontraktforlængelse.
ABs direktør, Ronny Saul, er helt på linie med sin målmand.
- Jens er et meget stort målmandstalent, som har prøvet at spille på det højeste niveau både herhjemme og i udlandet på trods af sine kun 24 år. Fra 2010 står Jens på mål for ABs Superligamandskab. Det tør jeg godt spå, lover Ronny Saul.
Jens Waltorp er kommet i gang med træningen igen efter at være blevet sparket ned i en kamp mod Roskilde i efteråret. Så efter al sandsynlighed vogter han akademiker-målet, når AB spiller mod Hvidovre på udebane den 22. marts i forårspremieren i Viasat Divisionen.