2010-05-18
AB tager onsdag til Jylland for at møde rækkens tophold AC Horsens i et fantastisk vigtigt opgør for begge hold.
Efter 0-0 kampen mod Vejle i lørdags, skal AB have point på kontoen for at følge med de andre tophold.
AB truppen klar
ABs trænerduo Flemming Christensen og Michael Schäfer har haft truppen til den afsluttende træning tirsdag formiddag, og de har udtaget følgende trup til kampen: Jens Waltorp Sørensen og Lasse Jørgensen (målmænd), Mathias Tauber, Casper Andersen, Andreas Sørensen, Oliver Lund, Mikko Hauhia, Simon Richter, Peter Benjaminsen, Casper Henningsen, Jesper Håkansson, Klaus Lykke , Carsten Fredgaard, Nicolai Jørgensen, David Boysen, Simon Bræmer, Kim Christensen og Nick Christensen.
Sidste kampe mod AC Horsens
Efterårets kamp på Gladsaxe Stadion endte 0-0 og statistikken er bestemt ikke med AB, idet vi ikke har formået at score i de sidste 3 kampe mod AC Horsens.
Lidt statistik
AC Horsens har kun tabt én enkelt kamp i foråret og det var en overraskelse, da de blev slået 2-3 på hjemmebane af FC Roskilde. På hjemmebane er det også kun blevet 1-1 mod FC Kolding, så det kan lade sig gøre!
AB har også kun tabt én kamp i foråret 1-2 i Lyngby.
Waltorp med 5 clean sheets i streg
AB målmand Jens Waltorp Sørensen (billedet) har holdt målet rent i de seneste 5 kampe, hvor det er blevet til 3 AB sejre og 2 uafgjorte.
Sidst der blev scoret på ABs stærke målmand, var da Lyngby scorede deres sejrsmål i overtiden.
Dommertrio
Kampen dømmes af Jens Maae med Jakob Bille og Simon Kjærsgaard-Andersen på linjerne og der bliver fløjtet for første gang kl. 19.00 og kampen vises desuden direkte på TV2 Sport.