2009-08-16
Der var solskin over Gladsaxe Stadion og masser af tilskuere, da Lyngby kom forbi denne flotte søndag eftermiddag.
Der var debut til backen Jacob Berthelsen, der er lejet i Brøndby og han fik en glimrende debut på højre back pladsen, hvor han erstattede Kenneth Bjergsted, og det var ABs eneste ændring i forhold til sidste søndags 2-1 sejr i Kolding.
Kampen var kun et minut gammel, da gæsterne kom foran 1-0 foran et underligt stille AB forsvar.
Christian Gytkjær kunne let heade bolden forbi Jens Waltorp Sørensen i ABs mål på Lasse Rises glimrende indlæg fra højre side.
En kold dukkert for hjemmeholdet, der dog langsomt kom ind i kampen.
Lyngby backen Jeppe Brandrup lagde for dårlig tilbage til målmand Rune Pedersen og Poul Hübertz kom imellem, men sparkede lige på Rune Pedersen.
Kort efter var en velspillende Casper Henningsen igennem, men hans skud blev blokeret til hjørne.
Poul Hübertz og Morten Petersen stødte hovederne sammen i en duel og det resulterede i advarsel til Lyngby spilleren og en tur på skadestuen for Hübertz for at blive syet.
Det gav hjemmebanedebut til Nick Christensen, og han viste sig hurtigt frem på sin nye hjemmebane.
Casper Henningsen spillede flot Jesper Håkansson fri i dybden og hans indlæg var Simon Bræmer tæt på at komme først til, men returen røg ud til Nick Christensen, men hans forsøg blev blokeret.
ABerne pressede på og Lyngby var giftige på deres kontraangreb – det var spændende og velspillet.
Kort før pausen kom udligningen. Casper Henningsens gode gennembrud blev blokeret, men bolden røg ud til Carsten Fredgaard, der elegant sparkede bolden op i det ene målhjørne fra små 30 meter. 1-1 og også Carsten Fredgaard havde nu vist sig frem på sin nye hjemmebane.
I pausen sparkede de tidligere AB helte Johnny Petersen, René Henriksen og Peter Rasmussen Hummel bolde ud til publikum – nogen længere end andre og der var gode musikalske indslag fra IdaAida.
Kort ind i 2. halvleg kom der igen et godt indslag inde på banen.
Casper Henningsen lagde et godt indlæg ind i Lyngbys straffesparksfelt, som blev blokeret. Bolden røg op i luften og da den kom ned igen, var Nick Christensen over den og fik fantastisk headet bolden i mål tæt op af den ene stolpe. 2-1 og jublen var stor.
Målet burde vel have givet AB endnu større optimisme, men det modsatte skete og pludselig overlod AB alt spil til Lyngby, der pludselig kunne lugte point, som 2. halvleg skred.
Med et kvarter tilbage kom udligningen da også. Lasse Rise kom fri i venstre side og sparkede bolden fladt i mål i det lange hjørne til 2-2.
AB prøvede at komme tilbage, men de store chancer kom først i overtiden.
Først var Lyngbys Emil Larsen meget tæt på, men Jens Waltorp Sørensen fik flot klaret og kort efter kunne indskiftede Rasmus Nielsen have afgjort det hele, da Rune Pedersen pludselig sparkede bolden lige ud til ham, men desværre fik Rune Pedersen gjort skaden god igen, ved at redde Rasmus Nielsens forsøg.
2-2 i naboopgøret var vel et fortjent resultat efter 90 minutters spændende fodbold.
ABs hold: Jens Waltorp Sørensen, Jacob Berthelsen, Mathias Tauber, Casper Andersen, Andreas Sørensen, Casper Henningsen, Klaus Lykke (anf.), Jesper Håkansson (67. Rasmus Nielsen), Carsten Fredgaard, Poul Hübertz (32. Nick Christensen)og Simon Bræmer (80. David Boysen) – ikke benyttet: Thomas Seidelin (målmand), Thomas Asmussen, Peter Benjaminsen og Nicolai Jørgensen.
Mål: 1. minut 0-1 Christian Gytkjær, 45. minut 1-1 Carsten Fredgaard, 47. min. 2-1 Nick Christensen, 74. min. 2-2 Lasse Rise
Advarsler: Jesper Håkansson, Nick Christensen og Rasmus Nielsen alle AB samt Morten Petersen, Andreas Bjelland og Emil Larsen alle Lyngby.
Udvisninger: ingen
Tilskuere: 2356
Dommer: Mads-Kristoffer Kristoffersen
Linjedommere: Peter Theis Marcussen og Ruben J. Christensen
Bedste AB spiller kåret af ABs fanklub AB Forever: Casper Henningsen
ABs næste 4 kampe:
Onsdag d. 19. august kl. 18.30 i pokalturneringen mod IF Føroyar på Gladsaxe Stadion
Søndag d. 23. August kl. 13.45 i 1. Division mod FC Vestsjælland på Slagelse Stadion
Onsdag d. 26. August kl. ? evt. i pokalturneringen mod Søllerød Vedbæk på Vedbæk Stadion
Søndag d. 30. August kl. 15.00 i 1. Division mod Frem på Gladsaxe Stadion
Fotograf: Benjamin Randbøll