2009-06-05
Søndag tager AB til Roskilde for at forsøge at fortsætte den imponerende stime, holdet i øjeblikket er inde i med 8 sejre i træk og 21-3 i målscore.
Peter Benjaminsen, der måtte lade sig udskifte kort ind i 2. halvleg i 2-0 sejren over Lyngby er tvivlsom med knæproblemer, og derfor har ABs trænerduo Flemming Christensen og Michael Schäfer udtaget følgende 17 spillere til opgøret:
Jens Waltorp Sørensen og Stefan Campagnolo (målmænd), Kenneth Bjergsted, Oliver Lund, Rasmus Nielsen, Casper Andersen, Andreas Sørensen, Klaus Lykke, Peter Benjaminsen, Mathias Tauber, Casper Henningsen, Martin Heinze, Thomas Asmussen, David Boysen, Nicolai Jørgensen, Simon Bræmer og Poul Hübertz.
AB træner sidste gang inden kampen lørdag formiddag på Gladsaxe Stadion.
FC Roskilde er klart bedst på hjemmebane, hvor det er blevet til 25 af de 36 point, som holdet står noteret for. De sidste 4 kampe i Roskilde Idrætspark er alle vundet med en målscore på 11-2, mens de sidste 4 ude kampe til gengæld har givet 0 point og en målscore på 5-17.
Efterårets kamp på Gladsaxe Stadion blev vundet af AB 2-0 på mål Poul Hübertz og Christian Høgni Jacobsen og i pokalturneringen tidligere på året vandt AB 4-0 med David Boysen som 2 måls skytte samt Casper Andersen (billedet) og Niclas Rønne.
Så FC Roskilde er klar til revanche i egen hule!
Desværre for FC Roskilde må de undvære deres to klart farligste angribere Jeppe Kjær og Toke Morsing, der begge er ude med karantæner. De to spillere har tilsammen lavet 24 af FC Roskildes samlede total på 35 mål eller næsten 70 %.
Kampens dommer er Darko Haramija og på linjerne er Bill René Hansen og Henrik Malmberg klar.
Fra FC Roskilde har vi modtaget følgende til de mange AB fans, der forhåbentlig tager turen til Roskilde:
'Vi vil gerne give de mange gæster fra AB gode forhold og det gør vi ved at give Jer egen indgang i den nordlige ende af stadion.
Indgangen ligger ud til "Kildegården" (Den gamle Kaserne) og her kan I alle med stor fordel parkere, gå til kamp og ud igen til jeres biler.
I vil som udgangspunkt blive placeret på stadion i den nordlige ende på langsiden, modsat vore egne supporter på samme langside og tæt ved toiletter, øl, vand og pølser.
I vil blive modtaget af vore flinke vagter der vil henvise jer til ståpladserne.
Skulle nogle have ønsker om siddeplads kan dette selvfølgelig også lade sig gøre.
Indkørslen til "Kildegården" sker ved indkørsel ud for Møllehusvej 29.'
Så er det jo bare at tage af sted og støtte spillerne!
Der er kampstart i Roskilde Idrætspark søndag kl. 15.00.