2010-07-29
AB har fået tilgang af den talentfulde trio Thomas Juel-Nielsen, Daniel 'Elly' Pedersen samt målmanden Martin Pedersen.
- Det er en tilgang vi virkelig er glade for, udtaler ABs sportschef John Møller. De har alle trænet med i længere tid, og vi er ikke i tvivl om, at de vil forstærke vores trup og skærpe konkurrencen. De har valgt AB, for at udvikle sig yderligere som fodboldspillere, da vi i vores miljø har stor fokus på individuel træning og udvikling, og så lokker vores offensive spillestil vel også.
Den 20-årige forsvarsspiller Thomas Juel-Nielsen (billedet) har spillet ungdomsfodbold i Birkerød og Lyngby og var sidste år i Hvidovre IF. 21-årige Daniel 'Elly' Pedersen kommer fra HIK hvor han sidste år fra sin udgangsposition på kanten, blev topscorer. 'Elly' har tidligere været inde omkring det danske U/19 landshold. Målmanden Martin Pedersen er kommet til fra Hobro, hvor han de sidste sæsoner har været fast mand. 24-årige Martin Pedersen starter iøvrigt 1. august på Politiskolen i København.
Velkommen til!
Benjamin Lee samt Mikkel Christoffersen træner fortsat med, men der er endnu ikke lavet nogen aftale omkring dem.
Begge spillere forventes dog med, når AB fredag kl. 18.00 møder HB Køge på Køge Stadion i den sidste træningskamp inden sæsonpremieren mod Hobro på udebane lørdag d. 7. august.