Akademisk Boldklub - Vejle Boldklub Kolding
Betsafe Liga
28/05-2012 kl. 16:00
Facebook rss feed

Træningen starter mandag

2011-01-09

Mandag eftermiddag samler Akademisk Boldklubs cheftræner Kasper Kurland (billedet) for første gang i år sine spillere på kunstgræsbanen bag Gladsaxe Stadion.

I truppen er der sagt farvel til Kenneth Bjergsted og Peter Benjaminsen, mens målmand Martin Pedersen tager tilbage til Jylland for at færdiggøre sin uddannelse til politibetjent.

Ind er kommet venstrebacken Emil Farver fra Silkeborg samt angriberen Jonathan Nielsen fra Elite 3000 Helsingør, men om der sker mere på den front er usikkert.

- Transfervinduet er jo åbent, så vi kan ikke afvise, at der kommer til at ske yderligere, udtaler ABs sportschef John Møller. Vi vurderer dog, at vi på nuværende tidspunkt har en stærk trup med mange spændende spillere, som har et stort potentiale, så vi er fortrøstningsfulde i forhold til foråret, siger sportschefen.

Men derfor ser man sig stadig omkring og allerede mandag kommer den islandske offensiv spiller Heidar Geir Juliusson forbi træningsbanerne, hvor den 23 årige islænding skal træne med den næste uges tid. Juliusson spillede i sidste sæaon for Ängelholm i den næstbedste svenske række.

De to forsvarsspillere Oliver Lund og Rasmus Thelander, der begge var ude det meste af sidste efterår med skader, er godt på vej tilbage. Thelander starter op på lige fod med de øvrige i truppen, mens Oliver Lund efter sin lyskeoperation stadig er på skånekost, men forhåbentlig er han helt klar i slutningen af februar.

Den unge angriber Casper Offenberg, der også var væk i slutningen af efteråret med en skade, er blevet helt frisk igen og træner også med fra mandag.

- Vi glæder os til at komme igang igen, udtaler cheftræner Kasper Kurland. Truppen er på plads, og vi har nu en god lang periode til at arbejde med vores spillestil samt at få vores unge og rutinerede spillere til at finde endnu bedre sammen. Samtidig har vi fået tilgang af to unge spændende spillere i Emil og Jonathan, som jeg også glæder mig til at arbejde sammen med, slutter cheftræneren.

Ved sin side har Kasper Kurland fortsat glæde af rutinerede Poul Hansen, som er klar med gode råd og fiduser. Og ligeledes fortsætter Carsten Fredgaard i rollen som spillende assistenttræner for akademikerne.

ABs mangeårige fysioterapeut Jonas Bertelsen, har desværre måtte stoppe, da han har fået fuldtidsarbejde på en klinik på Østerbro. Efter over 300 AB kampe, siger Jonas Bertelsen dog ikke helt farvel, da han stadig vil være tilknyttet truppen på konsulentbasis – en løsning som alle i AB er glade for. Ny fysioterapeut for ABs bedste mandskab bliver 35-årige Michael Nørregaard, der sideløbende med at passe på ABs spillere, også er tilknyttet Danmarks U/17-landshold.

Individuel træner, Tonny Trix og angrebstræner, Magnus Christensen vil fortsat arbejde med spillerne mens fysisk træner, Michael Nyberg stadig sørger for, at spillerne er i den rigtige fysiske form. Målmandstræner, Jørgen Nielsen dygtiggør målmændene og holdleder John Vestphal sørger for alt det praktiske i forbindelse med kampe, mens AB fra forårets start byder velkommen til endnu en holdleder i form af Lars Linde som kommer til at varetage det praktiske i forbindelse med træning.

Som noget nyt vil man kunne se den kalender, som spillerne følger uge for uge. Klik under '1. holdet' og 'Kalender', så har du planen for hele forårssæsonen, hvor der både er placeret trænings- og turneringskampe.

Første træningskamp spilles lørdag d. 29. januar kl. 12.30 mod Hvidovre v/ Gladsaxe Stadion.

Godt nytår og god forårssæson til alle.

 


Endnu ingen kommentarer til "Træningen starter mandag"
Skriv en kommentar

Skriv en kommentar

Du skal være logget ind for at kunne skrive kommentarer.

  • Monopolet
  • Carlsberg
  • EasyFlow A/S
  • Eventcom
  • Betsafe Liga