2008-08-29
Der er lagt op til ægte topopgør på Gladsaxe Stadion på søndag, når Silkeborg kommer på besøg.
Begge hold vandt sikre 2-0 sejre i onsdagens runde - AB i Køge og Silkeborg hjemme mod FC Roskilde.
ABs trænerduo Flemming Christensen og Michael Schäfer (billede) har udtaget følgende 15 mand til kampen:
Jens Waltorp Sørensen og Henrik Strøbek (målmænd), Mathias Tauber, Kenneth Bjergsted, Andreas Sørensen, Klaus Lykke, Casper Andersen, Glenn Darlie, Rasmus Nielsen, Kenni Olsen, Martin Heinze, Christian Høgni Jacosen, Henrik Lyngsø Olsen, David Boysen og Poul Hübertz.
Anders Theilgaard, Thomas Jari Jørgensen, Mads Villadsen og Niclas Rønne spiller alle med på 2. holdet i aften i Hillerød, mens Oliver Lund har karantæne og Philip Manneh Andersen stadig er skadet.
AB træner Flemming Christensen forventer en spændende kamp.
- Det er et rigtig dygtigt hold vi skal op imod med masser af spændende spillere. Så vi glæder os meget til søndag!
ABerne møder op med masser af selvtillid efter at efterårets første 5 kampe alle er endt med sejre og en målscore på 16-1.
ABs målmand Jens Waltorp Sørensen har sammen med resten af forsvaret lukket effektivt af, hvilket har betydet 3 'clean sheets' i 3 kampe i Viasat Divisionen for Waltorp og fremme har alle ABs angribere fået scoret i denne sæson - enten i Viasat Divisionen eller Ekstra Bladet Cup! Ganske imponerende!
I Poul Hübertz første kamp på Gladsaxe Stadion mod LFA blev det til en enkelt scoring. Sejrsmålet 4 minutter før tid, i en kamp hvor AB havde svært ved at komme til oplagte scoringschancer.
- Det var en stor forløsning at score på det tidspunkt, husker Hübertz, der dog i ren jubel ekstase, tog sin trøje af og indkasserede en advarsel.
- Ja, det var måske ikke så smart, men dommeren sagde, at det var et flot mål jeg havde lavet, men at han var nødt til at give mig en advarsel. Det var da meget rart at vide, at dommeren satte pris på min scoring!
I onsdagens kamp i Køge holdt Hübertz sig tilbage med målscoringen, men så tog færingen Christian Høgni Jacobsen over og scorede begge ABs mål.
Hos Silkeborg vil der være gensyn for ABs fans med den stærke forsvarsspiller Steven Lüstu - 65 kampe for AB - og ellers er det værd at lægge mærke til Henrik Tømrer Pedersen der er kommet tilbage til Silkeborg efter et ophold i engelsk fodbold, hos Bolton og Hull, anfører Thomas Bælum med en fortid i tyske Duisburg og hollandske Willem II, angriberen Rajko Lekic efter et mindre heldigt ophold i Esbjerg, midtbanespilleren Jeppe Brandrup fra Randers og målmand Kenneth Falkenberg fra Kolding FC.
Derudover består Silkeborg truppen af spillere med masser af erfaring og talent. Midtbanespillerne Stefan Schmidt med en fortid i blandt andet AaB og Brøndby samt Peter Degn med en fortid i AGF, Everton, Brøndby og Vejle.
Af de sidste 10 kampe imellem AB og Silkeborg har AB vundet de 5, 3 er endt uafgjort og Silkeborg har vundet 2.
Sidst de to hold mødtes på Gladsaxe Stadion vandt AB 3-0 på mål af Martin Heinze, Henrik Lyngsø Olsen og Niclas Rønne.
Kampens dommer er Brian Lindorff Hansen og på linjerne Peter Theiss Marcussen og Benjamin Helm Svedborg.
Husk at du fra kl. 13.30, kan nyde en god frokost fra Jespers Torvekøkken i René Henriksen Loungen på den nye tribune. Prisen for mad inkl. billet til kampen er kun 100,- kr. Har du sæsonkort, kan du spise for 50,- kr. Børn under 6 år har gratis entré og fra 6 til 15 år koster mad inkl. kampbillet 75,- kr.
Inden kampen vil der blive afholdt en quiz konkurrence, hvor du kan teste din viden omkring AB - er du skrap, er der mange gode præmier at vinde!
Desuden er der i et hjørne af René Henriksen Loungen indrettet et legehjørne til børnene - det såkaldte Bette Claus hjørne. Her kan børnene blive passet både før og under kampen og der er masser af aktivitets muligheder for børnene.
Så er der også 2. runde i Danske Bank Cup 2008 med start kl. 13.30 - søndag mødes AB og Hareskov samt Bytoften og Torveparken.
Vel mødt på Gladsaxe Stadion, hvor der er kampstart mellem AB og Silkeborg kl. 15.00.