2010-11-11
Søndag formiddag flyver ABs trup til Jylland for at møde oprykkerne fra Hjørring.
- Det giver væsentlig mindre rejsetid og det vil være bedre for spillernes forberedelse til kampen end at sidde i en bus i adskillige timer fra Bagsværd, mener AB cheftræner Kasper Kurland. Vi flyver til Aalborg og derfra kører vi i bus til Hjørring og får frokost undervejs.
Rasmus Thelander og Oliver Lund er helt sikkert ude, mens der er tvivl om Nick Christensen, Casper Henningsen, Emil Kjærsgaard samt Casper Offenberg.
ABs trænerteam Kasper Kurland, Carsten Fredgaard og Poul Hansen udtager den endelige trup efter lørdagens lette træning, men startformationen skal findes blandt disse navne:
Jens Waltorp Sørensen og Martin Pedersen (målmænd), Kenneth Bjergsted, Thomas Juel-Nielsen, Mads Brandis (billedet), Casper Andersen, Klaus Lykke, Carsten Fredgaard, Rasmus Nielsen, Frederik Weibel, Emil Kjærsgaard, Peter Benjaminsen, David Boysen, Daniel 'Elly' Pedersen, Casper Henningsen, Casper Offenberg, Benjamin Lee, Kim Christensen og Nick Christensen.
Oprykkerne fra Hjørring har en glimrende hjemmebanestatistik, hvor det kun er blevet til et nederlag i syv kampe, så der venter ABerne en svær opgave.
- Jeg har set dem en enkelt gang og det er et hold, der arbejder stenhårdt for hinanden og udgangspunktet er en stærk defensiv, hvor de har masser af rutinerede folk, vurderer Kasper Kurland. Som oprykker har de gjort det glimrende, så det bliver svært, men vi satser alt på, at vinde de to sidste kampe inden vinterpausen.
Hjørrings trup består af masser af rutine samt unge talentfulde spillere. Bora Zivkovic (Silkeborg, FC København, Herfølge og Frederikstad (Norge)), Jesper Andersen (OB, AGF og Viborg), Mikkel Rask (Viborg og FC Fredericia), Kenneth Sørensen (AC Horsens, Herfølge og HB Køge) samt de talentfulde Jesper Weinkoup (FC Midtjylland) og Michael Byskov (Randers FC).
Hjemmeholdet må undvære backen Buster Munk der er ude med karantæne.
Hjørrings mest scorende indtil nu i turneringen er Søren Philip, Lasse Standberg og Michael Nielsen, der alle har scoret 4 mål hver.
Kampens dommer er Rasmus Møller Bøjer med Lars Østergaard Poulsen og Lars Halskov på linjerne og dommeren fløjter opgøret i gang kl. 15.00 på Hjørring Stadion, Tørholmsvej 10 i Hjørring.