2009-10-25
Oliver Lund havde overtaget højre back pladsen efter en karantæneramt Kenneth Bjergsted og det var den eneste ændring i ABs startformation i forhold til sidste lørdags 0-0 kamp i Thisted.
Det blev et spændende opgør med masser af intensitet og én halvleg til hvert hold, så uafgjort var vel passende.
Første forsøg havde gæsterne allerede efter to minutter, men Jens Waltorp Sørensen fik flot reddet Valentino Lais langskudsforsøg.
Masser af nærkampe
Der blev kæmpet hårdt på midtbanen om overtaget og Rasmus Nielsen samt anfører Klaus Lykke havde mange nærkampe med Vejle spillerne.
Første gang AB fik testet Vejle defensiven for alvor, sendte Simon Bræmer bolden på overliggeren efter et godt angreb og det var meget lige.
At miste bolden i forbindelse med et opspil er ikke det smarteste, og det gav Vejles Adshina Lawal en kæmpe chance, som han dog misbrugte, ved at sende kuglen forbi Waltorp.
Oliver Lund var stærkt spillende på højre back pladsen og han fandt Simon Bræmer efter den halve time, som fik spillet videre til Klaus Lykke, der i nærkamp med et par Vejle spillere kom fri, men afsluttede tæt forbi.
Første scoring
Vejle kom i front, da den tidligere ABer Brian Nielsen tog et par træk ind i banen og fik afsluttet. Bolden gik via Casper Andersen ind i kassen bag Waltorp, der var uden chance.
Vejle kunne gå til pause foran 1-0.
Kort ind i 2. halvleg var det tæt på, at blive 2-0 da Brian Nielsen var alene igennem, men han afsluttede langt forbi.
Langsomt kom AB mere ind i kampen og så ud til at være fysisk bedre rustet end Vejle.
En småskadet Simon Bræmer blev udskiftet med Andreas Granskov og skaden var måske grunden til, at Bræmer skød forbi, da han blev spillet godt fri af Nick Christensen kort før han blev udskiftet.
Klaus Lykke fik endnu engang vist sin fysiske formåen og kom fri, men Jimmy Nielsen fik reddet, og kort efter lagde Oliver Lund et glimrende indlæg ind til Nick Christensen, der headede forbi.
Vejle så slidte ud og de havde da også været i kamp i torsdags mod Viborg, og der lå et AB mål i luften.
Rasmus Nielsen lagde et langt godt skift over til Casper Henningsen, der nemt gled forbi en Vejle spiller og lagde bolden mod forreste stolpe, hvor Nick Christensen kom til - men på stolpen!
Waltorp med i angrebet
Målmand Jens Waltorp gik med frem i forbindelse med et hjørnespark, og den lange målmand fik snittet bolden videre til den bagerste stolpe, hvor Mathias Tauber kunne tage bolden ned og sparke den op i nettaget. 1-1 og vild jubel .
Målet var Taubers første for AB efter 75 kampe, så det var et passende tidspunkt endelig at få scoret.
- Skønt, mente Tauber, endelig at få scoret. Der var masser af Vejle spillere foran mig og målet, så jeg ville have den op nettaget. Dejligt at det lykkedes og fuldt fortjent.
Cheftræner Flemming Christensen var naturligvis en glad mand efter det spændende opgør.
- Jeg er stolt af spillerne, der viser en fantastisk indstilling i dag. Det er bare synd, vi ikke får scoret noget før, for så havde vi også fået sejren. Men nu har vi altså spillet mod Horsens, Viborg og Vejle og domineret og det er klart godkendt, sluttede Flemming Christensen.
ABs hold: Jens Waltorp Sørensen, Oliver Lund, Mathias Tauber, Casper Andersen, Andreas Sørensen (83. Peter Benjaminsen), Casper Henningsen, Klaus Lykke (anf.), Rasmus Nielsen (76. Thomas Asmussen), Carsten Fredgaard, Simon Bræmer (58. Andreas Granskov) og Nick Christensen
Mål: 31. min. 0-1 Brian Nielsen, 89. min. 1-1 Mathias Tauber
Advarsler: Oliver Lund og Andreas Granskov, AB samt Steffen Kielstrup og Azer Busuladviz, Vejle
Tilskuere: 1362
Dommer: Henrik Priegel
Linjedommere: Rene Jensen og Thomas Lautrup Thorgaard
ABs næste kamp: Søndag d. 1. november kl. 13.45 mod Næstved på udebane
ABs næste kamp på Gladsaxe Stadion: søndag d. 8. november kl. 15.00 mod Brabrand