Akademisk Boldklub - Vejle Boldklub Kolding
Betsafe Liga
28/05-2012 kl. 16:00
Facebook rss feed

Superliga-nedrykker kommer forbi

2011-10-21 Akademisk Boldklub får efter den seneste rundes nederlag til Vejle Boldklub Kolding besøg af Randers FC, når kronjyderne kommer forbi Gladsaxe Stadion på søndag. Nederlaget til Vejle Kolding satte en stopper for en ellers flot stime på tre sejre, og derfor er det et opsat AB-mandskab, der tager kampen op mod nedrykkerne fra Superligaen i sidste sæson.

Velkommen til Randers FC
Kronjyderne fra Randers har lige siden nedrykningen fra Superligaen i sidste sæson været udråbt til storfavoritter i den nye sæson i 1. division. Michael Hemmingsens tropper har formået at holde fast i flere profiler fra Superliga-truppen, og Randers FC topper da også rækken sammen med en anden nedrykker, Esbjerg fB. Med 21 point for 10 kampe har Randers vist, at de har taget favoritværdigheden seriøst. Senest blev det til en 2-1-sejr i Slagelse over FC Vestsjælland, hvilket var kronjydernes første sejr på Sjælland i denne sæson. Randers er dog ikke usårlige, og specielt på udebane har Randers tabt en del point. I starten af denne sæson blev det til nederlag mod nedrykningstruede Næstved, mens man ligeledes smed point i Brønshøj.

Pas på Rise
Randers FC’s farligste våben er den tidligere Lyngby-spiller Lasse Rise. Den afslutningsstærke offensivspiller har scoret tre gange indtil videre i denne sæson. Rise beskrives som lynhurtig, hvorfor AB-defensiven får sit at se til. Den tidligere AaB-angriber Ronnie Schwartz har scoret to gange, mens Mads Fenger, Kasper Lortenzen, Frank Kristensen, Oliver Feldballe, Remco van der Schaaf og Jonas Kamper har scoret et enkelt mål hver. Randers har været særdeles aktive på transfermarkedet op til denne sæson, og har i sommerpausen sagt farvel til Dennis Cagara, Ousmane Sarr, Søren Jensen, Erton Fejzullahu, Jonas Damborg, Mikkel Beckmann og Christian Traoré, mens Ricki Olsen, Sebastjan Komel, Christian Keller, Oliver Feldballe og Ronnie Schwartz er kommet til klubben.

Anføreren om kampen
Efter nederlaget til Vejle Boldklub Kolding ser AB-kaptajn Klaus Lykke frem til søndagens møde med Randers FC, som ifølge Lykke er rækkens stærkeste hold.

- Det bliver en stor udfordring for os. I mine øjne er Randers FC rækkens bedste hold, og selvom det ikke lige har kørt så godt for dem spillemæssigt, har de formået at skrabe sejrene hjem. Det bliver svært, men vi går altid ind for at vinde kampen. Vi har endnu ikke tabt to kampe i streg i denne sæson, og det er en statistik, som vi gerne vil beholde.

- Selvtilliden i truppen er høj, selvom vi tabte til Vejle Kolding i sidste weekend, og den tager vi også med ind på banen på søndag. Vi er et ungt hold, og jo flere kampe vi spiller, jo bedre bliver vi. Men vi er helt sikkert på rette vej, siger Lykke, der tror på point på søndag.

- Jeg tror kampen ender 1-1, og mon ikke Oliver Lund står for vores scoring. Det er det nemme valg, men han er jo så giftig, slutter anføreren.

Første Randers-møde i fem år
Det er første gang siden 2006, at Akademisk Boldklub render ind i Randers FC. Dengang hed det også 1. division, og der løb kronjyderne med tre point i begge opgør. På udebane tabte AB 0-2 på mål af Karsten Johansen og Alex Da Silva. I det omvendte opgør i Gladsaxe tilbage i 2005 tabte AB 0-1, og her var Karsten Johansen også på spil, da han blev matchvinder for gæsterne.

Dommertrio
Kampen dømmes af Jens Maae og han han får hjælp på linjerne af Derya Oguz og Jesper Dahl Jensen.

Indgange / priser
Voksne 80 kr., børn u/15 år samt pensionister 40 kr.

Alle med gyldigt studiekort har gratis adgang.

Indgang 4 v/ Badmintonhallen er åben til Ny Tribune og på Gammel Tribune er indgang 1, som ligger tættest ved Gladsaxevej, åben, som også skal benyttes af tilskuere fra Randers.

Vel mødt søndag kl. 15.00 på Gladsaxe Stadion.

Endnu ingen kommentarer til "Superliga-nedrykker kommer forbi"
Skriv en kommentar

Skriv en kommentar

Du skal være logget ind for at kunne skrive kommentarer.

  • Monopolet
  • Carlsberg
  • EasyFlow A/S
  • Eventcom
  • Betsafe Liga