2012-01-28
Akademisk Boldklub tager søndag turen til Berlin for at møde Union Berlin, der pt. ligger nummer syv i Tysklands næstbedste række.
- Vi glæder os rigtig meget til kampen, fortæller cheftræner Kasper Kurland. Vi møder et hold, der genoptager turneringen om en uge, så det bliver en spændende udfordring.
AB startede rækken af testkampe i torsdags med en flot 2-0 sejr over HB Køge, men opgøret blev dyr på skadesfronten.
Anfører Klaus Lykke (billedet) er tvivlsom, mens Marc Dal Hende samt prøvespilleren Semere Haile begge definitivt er ude søndag iøvrigt sammen med Casper Henningsen og Jakob Nielsen.
Oliver Lund, der sad udenfor mod HB Køge, er klar igen og tager med til Tyskland. Prøvespilleren Kristoffer Heeris, der scorede mod HB Køge, samt U/19 midtbanespilleren Simon Okosun er også med i bussen sydpå.
ABs trup på 17 spillere ser således ud: Nicolaj Bjerregaard, Mads Brandis, Rasmus Thelander, Thomas Juel-Nielsen, Casper Andersen, Oliver Hansen, Emil Farver, Klaus Lykke, Lukas Lerager, Nicolai Melchiorsen, Azad Corlu, Muamet Asanovski, Oliver Lund, Casper Offenberg, Frederik Weibel, Gunnar Zachariasen og Kristoffer Heeris.
Kampen spilles på Stadion An der Alten Försterei, An der Wuhlheide 263 i Berlin, hvor der er plads til over 18.000 tilskuere. Billetpriserne til kampen 6,- € for ståpladser og 11,- € for siddepladser og dommeren fløjter kampen igang kl. 14:00.