Akademisk Boldklub - Vejle Boldklub Kolding
Betsafe Liga
28/05-2012 kl. 16:00
Facebook rss feed

Stærkt kollektiv sikrede sejren

2010-08-22

AB havde en enkelt ændring i startformationen i forhold til sidste søndags 1-1 kamp mod Hvidovre.

Ass. træner Carsten Fredgaard kom ind som venstre back og det betød, at Oliver Lund røg ind i midterforsvaret sammen med Rasmus Thelander og anfører Klaus Lykke tog plads på midtbanen med Rasmus Nielsen og Peter Benjaminsen.

AB startede fint og forsøgte at lægge et højt pres på hjemmeholdet, der dog kom til første forsøg, da Jesper Blicher forsøgte sig langt udefra, men Jens Waltorp Sørensen var på plads i målet.

AB var første gang farlige på et langt Kenneth Bjergsted indkast, hvor Benjamin Lee forsøgte sig og kort efter var Nick Christensen meget tæt på at komme først på en tilbagelægning til FC Fredericia målmand Christian Christensen.

Der var ikke de store chancer til nogle af holdene i de første 45 minutter, men til gengæld viste Waltorp stor styrke ude i straffesparksfeltet.

1. halvlegs mest dramatiske øjeblik kom kørt før pausen, da Jesper Blicher helt umotiveret nedlagde Rasmus Thelander, og lidt heldigt slap med en advarsel.

Målløst efter de første 45 minutter.

FC Fredericia kom godt ud til de sidste 45 minutter og Jens Waltorp Sørensen måtte i aktion med en flot redning på et forsøg fra Jude Nworuh allerede efter 3 minutter, men starten viste også, at medvinden som AB nu havde i ryggen skulle udnyttes fremadrettet.

Kort efter var dog igen Fredericia der var tæt på, men store Jesper Christiansen headede forbi i helt fri position i en situation hvor ABs opdækning glippede.

David Boysen (billedet) kom på banen i stedet for Benjamin Lee, og han skulle med sin hurtighed forsøge at komme i fokus på kanten og han kom i fokus!

Kort efter blev en stærktspillende Oliver Lund desværre lyskeskadet og det gav plads til Thomas Juel-Nielsen i midterforsvaret, men det svækkede ikke ABs defensiv.

ABerne kæmpede godt over hele linjen, hjalp hinanden på hele banen og var især farlige i omstillingsspillet.

Så kom AB foran.

Et godt Peter Benjaminsen hjørnespark fra venstre side fik Rasmus Thelander headet videre til Nick Christensen. Nicks hovedstød endte hos David Boysen der med ryggen mod målet fik dirigeret bolden ind tæt op ad den ene stolpe og AB - fortjent eller ej - foran 1-0.

Efter scoringen måtte en halvskadet Rasmus Nielsen forlade banen og han blev erstattet af Kim Christensen. Det betød, at Nick Christensen blev rykket ned på midtbanen.

Trykket mod ABs mål blev større og holdet havde svært ved at holde fat i bolden, men Jens Waltorp diskede op med flere store redninger.

I den anden ende var AB meget tæt på at øge føringen, da David Boysen flot spillede Nick Christensen fri, men han fik akkurat ikke prikket bolden forbi Christensen i Fredericia målet.

Fredericia smed alle mand frem, men ABs forsvar stod rigtig godt og fik flot afvist alle Fredericia forsøg og for at gøre det helt onde mod Fredericia afgjorde AB det definitivt i overtiden.

David Boysen blev sendt afsted af Peter Benjaminsen og uselvisk serverede han den for Casper Henningsen, der sikkert sparkede bolden i mål til slutresultatet 2-0.

Et flot resultat skabt af en fantastisk kollektiv indsats, der lover godt for fremtiden og en helt fantastisk start for ABs nye cheftræner Kasper Kurland og hans trænerteam.

ABs hold: Jens Waltorp Sørensen, Kenneth Bjergsted, Rasmus Thelander, Oliver Lund (63. Thomas Juel-Nielsen), Carsten Fredgaard, Rasmus Nielsen (75. Kim Christensen), Peter Benjaminsen, Klaus Lykke (anf.), Benjamin Lee (56. David Boysen), Nick Christensen og Casper Henningsen - ikke benyttet: Martin Pedersen (målmand), Thomas Asmussen, Emil Kjærsgaard og Casper Offenberg

Mål: 71. min. 0-1 David Boysen, 90. min 0-2 Casper Henningsen

Advarsler: Jesper Blicher, Kenneth Møller Pedersen og Jacob Berthelsen, FC Fredericia - ingen til AB.

Udvisning: ingen

Tilskuere: blandt andet 43 meget glade ABere

Kampens dommertrio: Henning Jensen med Allan Nørager Hansen og Paw Johansen på linjerne.

ABs næste kamp: søndag d. 29. august kl. 15.00 mod Viborg på Gladsaxe Stadion


Endnu ingen kommentarer til "Stærkt kollektiv sikrede sejren"
Skriv en kommentar

Skriv en kommentar

Du skal være logget ind for at kunne skrive kommentarer.

  • Monopolet
  • Carlsberg
  • EasyFlow A/S
  • Eventcom
  • Betsafe Liga