Sportschefen gør status
2012-02-07
Akademisk Boldklub er nu kommet igennem den første måneds træning, og sportschef John Møller er godt tilfreds med præstationerne i årets tre første træningskampe mod henholdsvis HB Køge, Union Berlin og Herlev.
- Jeg synes, at det har været en fin opstart . Vi har foreløbig spillet tre træningskampe, hvor vi i perioder af alle tre kampe har spillet rigtig godt, vurderer sportschefen. Selvom vi slår HB Køge i den første træningskamp, vil det aldrig være resultaterne, der vil være i fokus på denne tid af året. Vi lægger derimod større vægt på, om vi lykkes med de dele af spillet, som der bliver arbejdet på ude på træningsbanen. Det synes jeg helt klart har vist sig at være tilfældet både mod HB Køge, Union Berlin og senest i 1. halvleg mod Herlev i lørdags, analyserer sportschefen (billedet).
I det netop overståede transfervindue har AB sagt goddag og velkommen til Christian Gytkjær, der er lejet i FC Nordsjælland samt Kristoffer Heeris der er kommet til fra B1903. På afgangssiden er der sagt farvel til Thomas Asmussen, Benjamin Lee, Casper Henningsen, Jonathan Nielsen og Danni Jensen. Samtidig blev unge Jakob Haugaard solgt til FCM efter flere gode præstationer i målet for akademikerne i efteråret.
- Det er enormt positivt, at vores talentudvikling er på et så højt niveau at vi, selv i et presset marked, formår at lave et økonomisk fordelagtigt spillersalg for klubben, siger John Møller og fortæller videre i forhold til overvejelserne omkring trupsammensætningen til forårssæsonen. - Det har været en bevidst strategi at nedbringe antallet af spillere i truppen fra 25 i efteråret til 21-22 spillere, der alt andet end lige er et mere passende antal i forhold til det forår vi går i møde. Vi har kun 12 kampe i foråret mod 14 kampe i efteråret. Derudover har vi ikke længere en pokalturnering at tage hensyn til. Derfor giver den nuværende trupstørrelse også god mening, forklarer John Møller.
- Jeg er meget tilfreds med vores trup. Vi har fået tilgang af to dygtige angribere i form af Christian Gytkjær og Kristoffer Heeris. De to vil helt klart være med til at give os nogle flere muligheder frem ad banen, fortæller sportschefen, som fortsat er på udkig efter en målmand. - Vi har et hængeparti på målmandsposten hvor vi, inden for den økonomi vi har til rådighed, gerne vil finde en dygtig målmand til at supplere Nicolaj Bjerregaard. Vi holder os derfor stadig orienteret på markedet, så vi kan finde den helt rigtige løsning med henblik på forårssæsonen, udtaler John Møller.
ABs sportschef har, som tidligere nævnt, i løbet af opstarten noteret sig flere lovende takter i træningskampene. Blandt andet har han bidt mærke i hvordan mange af de unge spillere fortsætter med at udvikle sig i en positiv retning, men også hvordan flere af klubbens rutinerede spillere formår at træde i karakter.
- Det er tydeligt at se, at vores unge spillere hele tiden udvikler sig, og vores trup bliver bedre i takt med den tillid, vi viser dem. Derfor er jeg også overbevist om, at vi vil se endnu flere af de unge blomstre her i foråret. Samtidig er det fantastisk at se hvordan Klaus Lykke, Casper Andersen og Nicolai Melchiorsen, som de ældste i truppen, formår at træde i karakter og gå forrest både til træning og til kamp, slutter en tilfreds sportschef.
I slutningen af uge 8 tager både spillere og trænere på en tre-dages teambuildingtur arrangeret af en af ABs partnere, Dolphin Group og mon ikke truppen bliver endnu bedre rystet sammen på den tur? I de kommende uger, op til teambuildingturen, vil der fortsat blive arbejdet hårdt på træningsbanen, samtidig med at der skal spilles yderligere en håndfuld træningskampe, inden det går løs i forårets første turneringskamp på udebane mod Viborg FF den 5. april. Den næste træningskamp spilles allerede nu på torsdag den 9. februar kl. 15.00, hvor Brøndby IF er værter, når akademikerne kommer på besøg.