2008-09-12
ABs trænerduo Flemming Christensen og Michael Schäfer har udtaget følgende 16 mand til kampen søndag på Gladsaxe Stadion mod Hvidovre:
Jens Waltorp Sørensen og Henrik Strøbek (målmænd), Mathias Tauber, Kenneth Bjergsted, Andreas Sørensen, Thomas Jari Jørgensen, Klaus Lykke, Casper Andersen, Glenn Darlie, Rasmus Nielsen, Kenni Olsen, Martin Heinze, Christian Høgni Jacobsen, Henrik Lyngsø Olsen, David Boysen og Poul Hübertz.
Udtagelsen af truppen har været rimelig nem, idet resten faktisk er ude med skader af forskellig art - det gælder: Anders Theilgaard, Niclas Rønne, Oliver Lund, Mads Villadsen samt Philip Manneh Andersen.
AB skulle i søndags have mødt FC Amager i Sundby Idrætspark, men kampen er flyttet til onsdag d. 17. september kl. 17.15 samme sted. Flytningen skyldes, at AB havde 3 landsholdsspillere i aktion på samme tid.
Christian Høgni Jacobsen spillede to VM kvalifikationskampe for Færøerne mod henholdsvis Serbien (0-2) og Rumænien (0-1) og fik fuld spilletid i begge, mens David Boysen og Oliver Lund spillede to U 19 landskampe for Danmark mod Norge på udebane.
Det betyder, at opgøret mod Hvidovre, er ABs første kamp siden sidste hjemmekamp mod Silkeborg, som blev tabt 0-2 for 14 dage siden.
- Vi glæder os til at komme igang igen efter to ugers pause, siger Flemming Christensen, vi har trænet godt, så det ser fornuftigt ud.
Efter 3 sæsoner i 2. division rykkede Hvidovre sidste år op i 1. division og sluttede på en flot 9. plads med 37 point - ganske imponerende, når man også tager i betragtning at holdet efter første halvdel af turneringen lå næstsidst med kun 12 point.
Hvidovre er kommet glimrende fra start og ligger efter 5 kampe på 7. pladsen med 8 point. 3-1 over Lyngby og 2-0 over FC Roskilde, 1-1 mod både Silkeborg og FC Amager og 1-4 mod Fredericia.
Sidste sæsons to opgør endte 3-2 til AB på Gladsaxe Stadion - mål af Patrick Wozniacki, Klaus Lykke og Glenn Darlie, mens det blev 0-0 på Hvidovre Stadion. Ellers skal vi helt tilbage i 96/97 i Superligaen for at finde resultater mellem AB og Hvidovre. De to opgør i den sæson på Hvidovre Stadion endte begge uafgjort 0-0 og 1-1, mens AB i en af de sidste afgørende kampe vandt hele 7-1 - mål af Peter Knudsen og Jan Lauersen (nuværende sportschef i FC Nordsjælland) hver 2, Jan Michaelsen, Michael Madsen og Allan Olsen - på Gladsaxe Stadion, hvilket betød, at AB blev i Superligaen, mens Hvidovre rykkede ned.
Kampens dommer er Lars Skibild Jensen og på linjerne Ulrik van der Leeden og Henrik Pedersen.
Husk at du fra kl. 13.30, kan nyde en god frokost fra Jespers Torvekøkken i René Henriksen Loungen på den nye tribune. Prisen for mad inkl. billet til kampen er kun 100,- kr. Har du sæsonkort, kan du spise for 50,- kr. Børn under 6 år har gratis entré og fra 6 til 15 år koster mad inkl. kampbillet 75,- kr.
Inden kampen vil AB A/S salgschef Alex Rasmussen holde et interessant indlæg over emnet: 'Sponsor og netværk i AB'.
Desuden er der i et hjørne af René Henriksen Loungen indrettet et legehjørne til børnene - det såkaldte Bette Claus hjørne, med masser af aktiviteter.
3. runde i Danske Bank Cup 2008 bliver sat igang kl. 13.30 - endnu en god grund til at tage på dit lokale fodboldstadion.
Velkommen og vel mødt på Gladsaxe Stadion, hvor der er kampstart mellem AB og Hvidovre kl. 15.00.
Hvis du ikke kan vente med at se AB hold i aktion, er det sikkert en god idé at tage forbi Skovdiget 1 i Bagsværd lørdag eftermiddag. Kl. 13.00 spiller U/17 mod Haderslev, kl. 15.00 U/19 mod AGF og 15.30 Talentholdet i Serie 1 mod Ølstykke.