Spændende kamp mod LFA søndag
2008-08-17
AB har en enkelt ændring i truppen til søndagens hjemmekamp mod Lolland Falster Alliancen. Forvarsspilleren Mathias Tauber (billed) er klar igen efter en skade og erstatter Mads Villadsen i følgende 16 mands trup:
Jens Waltorp Sørensen og Henrik Strøbæk (målmænd), Kenneth Bjergsted, Klaus Lykke, Mathias Tauber, Casper Andersen, Andreas Sørensen, Glenn Darlie, Kenni Olsen, Rasmus Nielsen, Martin Heinze, Christian Høgni Jacobsen, Niclas Rønne, Henrik Lyngsø Olsen, David Boysen og Poul Hübertz.
Trods sejre i de to første kampe forventer ABs cheftræner Flemming Christensen en vanskelig kamp.
- Vi er startet godt og vandt sikkert begge opgør mod LFA i sidste sæson. Samtidig er LFAs sæsonstart ikke startet som forventet for gæsterne, så vi står overfor en modstander, der vil gøre alt for at få en sejr. Men jeg tror vores spillere er klar over det og vil gøre alt for at vinde, slutter Flemming Christensen, der samtidig håber på god opbakning fra de forhåbentlig mange tilskuere.
Sidst de to hold mødtes var i Nykøbing og AB vandt hele 4-0 på mål af Geert Baunsgaard 2, Henrik Lyngsø Olsen og Klaus Lykke, mens sidste møde på Gladsaxe Stadion vandt AB 3-0 på 2 mål af Patrik Wozniacki - lad det bare fortsætte i den stil!
De sidste 6 opgør har givet 3 AB sejre, 2 til LFA og en enkelt uafgjort - måltallene er 12-7 i ABs favør.
Kampens dommer er Jens Jørgen Jensen og linjedommere Michael Poulsen og Rico Djernis.
Inden kampen starter en ny udgave af Danske Bank Cup, så kom i god tid, for at opleve morgendagens stjerner i Gladsaxe Kommune.
Husk at der er masser af aktiviteter i René Henriksen Loungen (den øvre) i forbindelse med kampen.
Fra kl. 13.30 kan du købe en dejlig frokost fra Jespers Torvekøkken. Prisen for mad INKL. billet til kampen er kun 100,- kr. Har du sæsonkort, kan du spise for 50,- kr. Børn under 6 år har gratis entré og fra 6 til 15 år koster mad inkl. kampbillet 75,- kr. Mad og/eller billet til kampen købes ved indgangen til Loungen og ALLE er velkommen.
Inden kampen vil repræsentanter fra ABs ungdomsafdeling fortælle lidt om, hvad der foregår her og nu på ABs dejlige anlæg i Bagsværd. Desuden vil der legehjørne for børnene.
Du kan læse meget mere, ved at klikke på 'Næste kamp' på forsiden af hjemmesiden.
Vel mødt til et par forhåbentlige hyggelige timer på Gladsaxe Stadion.