2010-06-25
ABs holdleder gennem næsten 30 år Søren Albertsen har besluttet, at denne sæson skulle være den sidste som 'alt mulig mand' for ABs bedste hold.
- Der er vel tale om almindelig afmatning, vurderer Søren. Man skal virkelig brænde for det og have overskud til de lange busture og det må jeg konstatere, at jeg ikke har mere.
Søren Albertsen startede i 1980, hvor han afløste svenskeren Åke Søderblom.
- Christian Andersen var cheftræner og det blev til mange år på bænken sammen med Christian. Faktisk har jeg været holdleder under Christian i tre perioder, erindrer 65-årige Søren Albertsen, der tæller sig frem til, at han har været med under tolv forskellige cheftrænere i AB og så er der endda nogle af de tolv, der har været cheftræner af flere gange.
I 80'erne blev det dog til et par års pause, da en nyindkøbt sejlbåd skulle passes og Mogens Fog overtog hvervet som holdleder.
- Det holdt ikke, så jeg vendte hurtigt tilbage!
Søren Albertsen har været ansat på AB siden 1973 og bor i en lejlighed på anlægget i Bagsværd, sammen med sin kone Mie, for hvem jobbet som holdleder ikke er så fremmed.
Mie har nemlig været holdleder for FIF's bedste håndbold dame hold siden 1989, var med i FCK tiden og har nu lavet aftale for den kommende sæson med FIF.
Der har naturligvis været mange store oplevelser undervejs og man havde vel forventet, at Søren havde nævnt pokal triumfen i 1999 som det største, men nej.
- Der er to oplevelser for mig, som jeg synes var større. Da vi i 1993, på grund af Frems konkurs, skulle spille om en ekstra oprykningsplads til 1. division mod Nørresundby, med Ove Christensen som træner. Vi spillede 3-3 deroppe, hvor Asaf Fazal blev snydt for verdens største straffespark, da han helt fri i straffesparksfeltet blev sparket fuldstændig ned bagfra. Jeg har aldrig i mit liv set et større straffespark, men dommeren kom vist også fra nabobyen, husker Søren med et glimt i øjet.
Returkampen på Gladsaxe Stadion endte 2-2.
- Vi var bagud 1-2, da bolden røg ud til indkast. En Nørresundby spiller lå skadet på banen, men Kenneth Perez, var ligeglad og kastede hurtigt ind til en fri Finn Buchard der kunne udligne. Det var starten på vores optur, hvor vi inden da, kun havde rykket længere og længere ned igennem rækkerne og også et enkelt år var tæt på, at ryge i Danmarksserien, men Aabenraa reddede os med en sejr i sidste runde mod én af vores nedrykningskonkurrenter.
Den anden store oplevelse, som Søren Albertsen vil nævne, er fra 2002, hvor AB skulle spille 1. runde i Inter Toto Cup'en mod Bate Borisov fra Hviderusland.
- Kampen skulle spilles meget tidligt i sommerferien, så hele A-truppen holdt ferie. Vi tog derover med spillere fra vores 2. og 3. hold suppleret med et par ynglinge, men vi gjorde det fantastisk, og kunne rejse hjem med et ærefuldt 0-1 nederlag. Men det jeg husker bedst var, da vi var på vej til Borisov fra lufthavnen og der gik ild i bussen. Vi stod så længe på landevejen et sted i Hviderusland og ventede på en ny bus og da den endelig kom troede vi ikke vores egne øje. Det var en ældgammel bus med træsæder og uden beklædning indvendig. Det mindede mest af alt om en kørende jernkasse, så der blev kigget lidt, da vi endelig kom frem til hotellet.
Ellers glæder Søren Albertsen sig til at kunne holde fri i weekenderne hvor golfkøllerne nok vil blive svinget flittigt.
- Det bliver sjovt at prøve, men jeg kommer helt sikkert forbi Gladsaxe Stadion for at se lidt fodbold, slutter sympatiske Søren Albertsen, der dog stadig vil have sin daglige gang på ABs anlæg i Bagsværd frem til 2012 til stor glæde for de mange brugere af det dejlige anlæg.