2011-03-27
Der var ingen overraskelser blandt de 11 spillere, som cheftræner Kasper Kurland sendte på banen til årets første kamp mod FC Vestsjælland på Slagelse Stadion, hvor der blandt de startende var debut til venstrebacken Emil Farver.
Hjemmeholdet havde uddelt 8000 fribilletter og mange af dem blev brugt, men uden det gav den store stemning på tilskuerpladserne.
FC Vestsjælland startede som forventet med stor fysisk styrke, men AB kom frem til den første chance, da anfører Klaus Lykke fandt Casper Henningsen, men afslutningen sad lige på hjemmeholdets målmand Torben Mikkelsen.
ABs unge forsvar med Mads Brandis, Thomas-Juel Nielsen, Rasmus Thelander samt Emil Farver og en gennemsnitsalder på 20 år stod fantastisk kampen igennem og afviste mange FCV forsøg.
Bag dem havde forsvarskæden en stærkt spillende Jens Waltorp Sørensen og foran sig en midtbanetrio med Klaus Lykke, Rasmus Nielsen og Carsten Fredgaard, der ikke satte mange fodtryk forkert i løbet af kampen.
FC Vestsjælland havde deres muligheder, men kvaliteten i afslutningerne var ikke gode nok, og det der ramte indenfor tog Waltorp sig sikkert af.
Mads Brandis lagde et godt indlæg ind til Nick Christensen der lige manglede det sidste og kort før pausen kom Carsten Fredgaard fint til baglinien og fandt Nick Christensen, der sendte bolden i mål - men offside og 0-0 ved pausen.
- Vi var glade for at kunne gå ind til pausen med 0-0, vurderede AB cheftræner Kasper Kurland. Vi fik justeret lidt i pausen og jeg synes vi kommer ud til de sidste 45 minutter med større overskud og selvtillid.
AB startede godt efter pausen og var væsentlig bedre indstillet offensivt.
Rasmus Nielsen (billedet) kom fri, men skød lige på Mikkelsen, men senere kom midtbanespilleren i fokus to gange.
Første gang var, da han forlængede Casper Henningsens gode hjørnespark ved forreste stolpe og så kunne måltyven Nick Christensen heade AB i front ved den bagerste stolpe. Senere spillede Rasmus Nielsen flot Daniel 'Elly' Pedersen fri i dybden og den chance sagde 'Elly' pænt tak for med en sikker scoring via stolpen til 2-0.
Imellem de to AB scoringer havde Nick Christensen to store chancer, mens Rasmus Festersen brændte en oplagt mulighed i den anden ende.
Debutanten Emil Farver måtte desværre udgå med et slag på knæet og skal scannes mandag, mens Thomas Juel-Nielsen måtte udgå kort før tid med et flækket øjenbryn efter en grim høj albue fra Sladan Peric, der fortjent modtog en advarsel.
En dejlig AB start på forårets kampe, hvor alle spillere kan være stolte af deres indsats og helt ufortjent var sejren vel ikke.
- Det var super lækkert at komme herfra med tre point, mente Kasper Kurland efter kampen. Vi var godt indstillet på FC Vestsjælland og de overraskede os egentlig ikke. Et stort cadeau til alle spillerne, der gjorde det fremragende. Nu ser vi frem mod næste opgave, hvor vi skal holde ligeså stor fokus som i dag.
ABs hold: Jens Waltorp Sørensen, Mads Brandis, Rasmus Thelander, Thomas-Juel Nielsen, Emil Farver (84. Frederik Weibel), Carsten Fredgaard, Klaus Lykke (anf.), Rasmus Nielsen (81. Thomas Asmussen), Casper Henningsen, Nick Christensen samt Daniel 'Elly' Pedersen (84. Casper Offenberg) - ikke benyttet: Jakob Haugaard (målmand), Benjamin Lee, Muamet Asanovski og Emil Kjærsgaard
Mål: 62. min. 0-1 Nick Christensen, 77. min. 0-2 Daniel 'Elly' Pedersen
Advarsler: Casper Henningsen, AB og Sladan Peric, FC Vestsjælland
Udvisning: ingen
Tilskuere: 3492
Kampens dommertrio: Dommer Jens Maae med Derya Oguz og Philip Gojko Pilipovic på linjerne
ABs næste kampe: søndag d. 3. april 2011 kl. 15.00 mod FC Roskilde på Gladsaxe Stadion og derefter onsdag d. 6. april kl. 19.00 mod Kolding FC også på Gladsaxe Stadion