2011-03-25
Søndag eftermiddag spiller Akademisk Boldklub årets første kamp, når holdet løber på banen på Slagelse Stadion kort før kl. 13.00 for at møde FC Vestsjælland.
ABs trup
AB har Oliver Lund, Casper Andersen og Jonathan Nielsen ude med skader og det betyder at ABs trænerteam Kasper Kurland, Carsten Fredgaard og Poul Hansen udtager den endelige trup efter lørdagens lette træning, blandt disse navne:
Jens Waltorp Sørensen og Jacob Haugaard (målmænd), Emil Farver, Thomas Juel-Nielsen, Mads Brandis, Rasmus Thelander, Klaus Lykke, Carsten Fredgaard, Rasmus Nielsen, Frederik Weibel, Emil Kjærsgaard, Thomas Asmussen, Muamet Asanovski, Daniel 'Elly' Pedersen, Casper Henningsen, Casper Offenberg, Benjamin Lee og Nick Christensen.
Cheftræneren om kampen
Cheftræner Kasper Kurland (billedet) glæder sig enormt til kampen.
- Det bliver spændende og vi glæder os alle vildt meget, fortæller Kurland. Det ser fint ud og jeg synes vi har fået det hele bygget fornuftigt op i løbet af vintertræningen. Banernes tilstand kan svinge meget på denne årstid og hvis det kan lade sig gøre, vil vi forsøge at spille fladt, men nu må vi se på søndag.
FC Vestsjælland vandt i søndags 5-4 over FC Fredericia med Kasper Kurland på tilskuerpladserne.
- Vi kommer op imod en fysisk stærk modstander, der er skarpe på standardsituationerne og så skal vi holde øje med deres hurtige angribere, slutter Kurland.
Henningsen glæder sig
ABs kantspiller Casper Henningsen, der netop har fornyet sin aftale frem til udgangen af 2013, glæder sig også til kampen mod sin gamle klub.
- Jeg spillede ca. 100 kampe for Slagelse fra 2004-07, hvorefter turen gik til Silkeborg, hvor jeg var nabo med FCV angriberen Rasmus Festersen, så der er masser af følelser involveret, vurderer Henningsen. FCV er et godt hold, der er gode til at straffe modstanderens fejl. Vi skal simpelthen være klar fra første fløjt, men samtidig synes jeg også vi har en god trup, hvor alle glæder sig til at komme i kamp.
Sidste opgør mod FC Vestsjælland
Efterårets kamp på Gladsaxe Stadion endte 2-2 efter at AB havde været foran 2-0 på mål af Nick Christensen og et selvmål af Sladan Peric.
Sidst de to hold mødtes i Slagelse endte det 0-0 i sidste sæson, mens AB vandt hjemmekampen 2-1 på mål af Nicolai Jørgensen (straffe) samt Jesper Håkansson.
Kampens dommer
Kampens dommer er Jens Maae med Derya Oguz samt Philip Gojkp Pilipovic på linjerne.
Spillested
Slagelse Stadion, Parkvej 41, 4200 Slagelse
Vi ses vel på Slagelse Stadion for at give AB spillerne fuld opbakning frem mod forhåbentlig tre point.