2010-09-24
Søndag byder AB velkommen til hjemmekampen på Gladsaxe Stadion hvor modstanderen er Brønshøj med kickoff kl. 15.00.
Glimrende AB start og stadig ubesejret
AB er startet glimrende i dette års turnering og er stadig ubesejret. Det er blevet til sejre over Kolding FC, Hobro og FC Fredericia samt uafgjort mod Hvidovre, FC Roskilde, FC Vestsjælland og Viborg. Den første hjemmesejr lader dog vente på sig, men forhåbentlig kommer den på søndag!
Velkommen til Brønshøj
Brønshøj er nyoprykker og har gjort det glimrende i turneringens foreløbige syv kampe hvor det er blevet til sejre over FC Hjørring og FC Fyn på hjemmebane - begge gange med 1-0.
På udebane er det blevet til uafgjort i Vejle samt mod HB Køge i Tingbjerg og de 8 point rækker til en 13. plads lige over nedrykningsstregen, men der er kun 3 point op til 6. pladsen i en meget jævn række.
Brønshøj har foreløbig scoret beskedne 5 mål og her topper Danni König den interne topscorerliste med 2 mål, men Patrick Tronborg, Lasse Fosgaard og Mikail Anli alle har scoret en enkelt gang.
Daneseglade Patrick Wozniacki (37 AB kampe / 7 mål) vender sammen med Peter Ø. Larsen (28 / 1) tilbage til Gladsaxe Stadion, hvor de spillede sammen i sæsonen 2006/07.
I sidste weekend nåede Brønshøj en rutineret tilgang idet man fik lavet en aftale med den 34-årige midtbanespiller Stefan Schmidt der blev fritstillet i FC Roskilde. Schmidt har masser af klubber på sit CV og har bl.a været i Silkeborg, AGF, Brøndby, Lyngby, Holbæk og Næstved.
Onsdag spillede Brønshøj i Ekstra Bladet Cup mod Hvidovre i Tingbjerg og det var ikke den bedste generalprøve til dagens kamp. Brønshøj tabte 0-1 i en meget chanceforladt kamp.
ABs udvalgte - med Lykke tilbage
AB anfører Klaus Lykke er tilbage efter karantæne i sidste søndags 1-0 sejr i Kolding. Målscoren i det opgør, var Lykkes afløser på midtbanen Thomas Asmussen, så det bliver spændende at se hvordan ABs trænertrio Kurland, Fredgaard (billedet) og Hansen blander kortene.
Rasmus Thelander er stadig ude med en ankelskade, men der skulle være gode muligheder for, at Oliver Lund er klar igen efter lysken problemer.
Den endelige trup til kampen, vil først blive udtaget efter lørdagens lette træning.
Cheftræneren om kampen
Cheftræner Kasper Kurland var onsdag en tur omkring Tingbjerg Idrætspark til pokalkampen mod Hvidovre, hvor han så et godt organiseret Brønshøj hold.
- De sparede et par stykker (Peter Ø. Larsen og Danni König), men organisationen på holdet er god og de arbejder hårdt over hele linien. De har fået et par rutinerede spillere i form af Stefan Schmidt og den tidligere HB Køge spiller Nicklas Svendsen og det løfter deres spil. Det bliver vigtigt for os, at vi får spillet hurtigere end tilfældet var i søndags i Kolding.
Tidligere kampe mod Brønshøj
De sidste seks kampe mellem AB og Brønshøj har givet fire AB sejre og to uafgjorte og målscoren hedder 15 - 4 i AB favør.
Sidst på Gladsaxe Stadion i 2005 endte det 3-1 til AB på mål af Brian Gellert, Kadir Mumuni og Thomas Krause.
Dommertrio
Kampen dømmes af Rasmus Møller Bøjer med René Jensen og Peter Feigh på linjerne.
René Henriksen Loungen
Alle ABere mødes naturligvis før kampen i René Henriksen Loungen på 2. sal på Den nye Tribune.
Her vil der være mulighed for, at få lidt god mad fra Jespers Torvekøkken. Mad samt billet til kampen koster kun 110 kr. og har du i forvejen et sæsonkort slipper du med 60 kr. Børn under 6 år har gratis adgang, mens børn og unge mellem 6 og 15 år slipper med 85 kr. for både mad og billet, mens unge sæsonkortholdere slipper med 60 kr. for maden.
Drikkevarer kan købes til fornuftige AB priser, som er 25 kr. for fadøl og 20 kr. for sodavand.
Du møder ganske enkelt bare op i René Henriksen Loungen fra kl. 13.30 og det gode tilbud gælder alle AB fans, så længe der er mad på buffeten.
Sæsonkort
Køb dit Sæsonkort allerede nu, så er der masser af penge at spare.
Det koster kun 700 kr. for voksne og 350 kr. for børn / pensionister og du kan købe dit Sæsonkort i AB Shoppen på Den nye Tribune allerede fra kl. 13.00.
Besparelsen for voksne er 260 kr. mens børn / pensionister sparer 130 kr.
Husk at bortkomne Sæsonkort ikke erstattes!
Danske Bank Cup
For 6. år i træk afvikles Danske Bank Cup og dennegang er det for årgang 2003 mellem Bagsværd, GVI, Hareskov, Torveparken, Gladsaxe Hero og AB.
Søndagens to kampe kl. 13.30 er Gladsaxe Hero - Torveparken og Bagsværd - GVI.
Finalen i Danske Bank Cup spilles i forbindelse med ABs kamp mod FC Fyn søndag d. 24. oktober.
God fornøjelse samt held og lykke til de mange unge og talentfulde spillere!
Søndagens tifo
ABs officielle fanklub AB Forever arrangerer kaos-tifo. Det går i al sin enkelthed ud på, at du medbringer alt hvad du har i AB farver. Halstørklæder, flag, hat, sweater, trøjer, konfetti og lignende, så vi kan støtte spillerne med grønt og hvidt hele kampen igennem.
Krudtugleklubben
Er du endnu ikke medlem af Krudtugleklubben kan du læse meget mere på www.ab-krudtuglerne.dk
Indgange og priser
På Den gamle Tribune vil indgang 1 - nærmest Gladsaxevej - være åben og på Den nye Tribune er indgang 4 - ved Badmintonhallen - åben.
Indgang 1 skal benyttes af Brønshøjs tilhængere.
Priserne på Gladsaxe Stadion er 80 kr. for voksne og 40 kr. for børn u. 16 år / pensionister.
Vi ses søndag eftermiddag på Gladsaxe Stadion til et par forhåbentlig hyggelige timer.