Akademisk Boldklub - Vejle Boldklub Kolding
Betsafe Liga
28/05-2012 kl. 16:00
Facebook rss feed

Så er vi med igen

2010-06-02

AB var uden de fire skadede Casper Andersen, Andreas Sørensen, Kim Christensen samt den skadede reservemålmand Lasse Jørgensen i onsdagens aftenkamp mod Thisted på Gladsaxe Stadion.

3 ændringer i startformationen
Oliver Lund, David Boysen og Casper Henningsen var nye i startformationen i forhold til kampen mod AC Horsens og de erstattede Casper Andersen, Andreas Sørensen samt Simon Bræmer. Det betød at Oliver Lund startede i midterforsvaret ved siden af Mathias Tauber, Carsten Fredgaard spillede venstre back, Nicolai Jørgensen og Casper Henningsen tog sig af kanterne, Klaus Lykke og Jesper Håkansson på midtbanen og Nick Christensen samt David Boysen helt i front.
Ny målmand på udskiftningsbænken var U/19 spilleren Jacob Haugaard.

AB i boldbesiddelse fra start
AB startede godt og var hurtigt oppe i et tempo der indikerede, at man gerne ville score tidligt, men chancerne udeblev fuldstændig. Første mindre AB chance kom først efter 40 minutter, da Nick Christensen forsøgte sig fra en spids vinkel, men lige på Mikkel Petersen i Thisted målet.

Stor Thisted chance
Gæsterne var anderledes skarpe og var meget tæt på efter 23 minutter, da først Mikko Hauhia fik reddet på stregen og Jens Waltorp Sørensen i andet forsøg fik reddet til hjørnespark, da Dennis Ramonn forsøgte sig. Meldingen om Skive mål på Lyngby Stadion lod ikke til at påvirke AB spillerne, der skuffende måtte gå til pause med 0-0.

Dobbelt udskiftning i pausen
Noget måtte der ske og Flemming Christensen reagerede med en dobbeltudskiftning fra 2. halvlegs start. Ud med Jesper Håkansson og Casper Henningsen og ind med Rasmus Nielsen samt Peter Benjaminsen. Pludselig blev ABs spil bedre og kombinationerne begyndte at sidde der noget bedre. Nicolai Jørgensen var tæt på med et hovedstød efter et Carsten Fredgaard hjørne og Peter Benjaminsen var meget tæt på, da han halvflugtede fra omkring straffesparksfeltet, men Mikkel Petersen fik reddet. Mikko Hauhia forsøgte og Benjaminsen var igen tæt på og Nicolai Jørgensen driblede sig flot igennem men sparkede over. Jo, det blev bedre!

Afslutningen
AB var dog ikke i stand til, at sætte Thisted under pres og underligt nok var det gæsterne der havde afslutningerne. Men så skete det endelig. To minutter før tid. Simon Bræmer fik headet bolden videre til David Boysen, der med hurtighed og elegance gled igennem Thisteds midterforsvar og da han i flot stil gled udenom Mikkel Petersen, stod tiden stille på Gladsaxe Stadion, men den var der og 1-0 til AB.
- Jeg bad bare til at den gik ind og heldigvis gjorde den det, grinte David Boysen efter kampen.

Sejren betyder, at AB er tilbage i kampen om oprykning og nu kun er to point efter både Lyngby og Fredericia, takket være to Skive sejre på fire dage. 


- Egentlig fantastisk at vi kunne vinde denne kamp, mente assistenttræner Michael Schäfer efter kampen. Det må være den dårligste kamp vi har spillet i tre år!

På søndag fortsætter dramaet om oprykning, når FC Roskilde kommer på besøg!

ABs hold:
Jens Waltorp Sørensen, Mikko Hauhia, Mathias Tauber, Oliver Lund, Carsten Fredgaard, Nicolai Jørgensen, Klaus Lykke (anf.), Jesper Håkansson (46. Rasmus Nielsen), Casper Henningsen (46. Peter Benjaminsen), Nick Christensen (63. Simon Bræmer) og David Boysen – ikke benyttet: Jacob Haugaard (reservemålmand), Thomas Asmussen og Rasmus Thelander

Mål:
88. Min. 1-0 David Boysen

Advarsler:
Mathias Tauber, Oliver Lund, David Boysen og Nick Christensen, AB samt Anders Kristiansen, Daniel Kristensen og Christian Flindt Bjerg, Thisted

Tilskuere:
917

Dommer:
Thomas Kurt Nielsen

Linjedommere:
Martin Wulff og Brian Quist

ABs næste kamp:
Søndag d. 6. juni kl. 15.00 mod FC Roskilde


2 kommentarer til "Så er vi med igen"

På et hængende hår...

Puha, det var på et hængende hår! Næsten mere end hvad nerverne kunne holde til...

Men godt gået drenge! Jeg tror på jer, bare kæmp videre! :)
Skrevet af Anders Kristensen02/06/2010, kl. 22:49

Utroligt!

At så mange på papiret fine spillere på så kort tid kan spille så meget ufatteligt ringe fodbold !!!
På trods af pinslerne for de hårdt prøvede tilhængere, var det positivt at David Boysen igen fik vist glimt af sit store talent, som på sigt kan gøre ham til en topspiller.
Skrevet af Morten Brandt Hansen03/06/2010, kl. 00:25
Skriv en kommentar

Skriv en kommentar

Du skal være logget ind for at kunne skrive kommentarer.

  • Monopolet
  • Carlsberg
  • EasyFlow A/S
  • Eventcom
  • Betsafe Liga