2010-01-18
AB har nu startet forberedelserne til forårets vigtige kampe i 1. division, der sparkes i gang på udebane mod FC Fyn søndag 21. marts kl. 13.30.
Holdet vil i den lange forberedelsesfase spille 11 træningskampe og enkelte uger kan spillerne komme helt op på 8 træningspas.
AB har sagt farvel til målmand Thomas Seidelin samt de to lejesvende Jacob Berthelsen (Brøndby) og Andreas Granskov Hansen (FC Nordsjælland). Desuden er forsvarsspilleren Kenneth Bjergsted endnu ikke klar efter sit uheld på Gran Canaria.
Det betyder, at klubben regner med 4 nye spillere, når turneringen starter.
Og der har allerede været nye ansigter på træningsbanen bag den gamle tribune på Gladsaxe Stadion.
Forsvarsspilleren Simon Richter, der ikke har fået sin kontrakt forlænget i FC Nordsjælland, forsøger at tilspille sig en fast aftale i AB trøjen, og i denne uge er den 26 årige målmand Mikael Axelson fra Jonköping på besøg, sammen med den finske forsvarsspiller Mikko Hauhia. Hauhia kommer fra det finske mesterhold HJK Helsinki og står noteret for 18 kampe på det finske U/21 landshold.
Første træningskamp spilles på lørdag d. 23/1 kl. 10.45 mod B93 på den flotte kunstgræsbane bag Gladsaxe Stadion.