2009-04-03
Forløsning!!!
Efter et mindeværdigt comeback vandt AB i aftes den udsatte kamp mod Skive IK.
Forventningerne til ABs hold op til sæsonstart, har været høje og det har måske "låst" spillet en del. Der skulle i hvert fald går 127 minutter af foråret før AB-maskinen for alvor kom igang.
I kampen torsdag aften chokstartede Skive med offensivt spil og højt tryk på AB-holdet.
Skive´s 2 vævre afrikanere, Ayinde Lawal og Adeola Runsewe, kørte rundt med ABs midtbane. Hurtige vendinger og med omtanke i afleveringerne gjorde de det svært for AB. Efter bare 5 minutters spil kommer Waltorp lidt på mellemhånd på et indlæg, og Lasse Ankjær kunne med pandebrasken bringe Skive foran.
Herefter troede de fleste vel at AB ville vågne op og vise noget vilje og attitude. Men istedet fortsatte Skive med at lægge tryk på og efter lidt klumpspil i ABs felt, kunne store stærke Lasse Ankjær spadsere igennem, og lægge den ind bag Waltorp.
Frustrationerne bredte sig efterhånden på tilskuerpladserne, men det virkede som om at cheftræner Flemming Christensen og assistent Michael Schäfer fra bænken havde styr og troen på at det ville vende.
Benjaminsen og Casper Henningsen lå og byttede side lidt, og efter netop den taktiske detalje, kunne Henningsen med et smart og skarpt træk ind i feltet fremtvinge et klokkeklart straffe. Bomber Bræmer sparkede den sikkert i kassen og med 8 minutter til pauseteen havde vi pludselig den fodboldkamp, alle hjemmeholdets tilhængere havde ventede på.
Fra 2. halvlegs start kom AB-maskinen rullende ned mod Skives mål. Asmussen (91) kom ind på midtbanen og Rasmus Nielsen blev rykket ned på højrebacken.
AB-spillerne viste nu den vilje og attitude der skal til, hvert sekund, for at vinde fodboldkampe.
Højt boldtempo og tryk gjorde at Skive blev spillet i bund - og de virkede simpelthen tømt for lungekapacitet og i takt med det, tømt for ideer.
Poul Hübertz, der med sit nye "Skæg-Look" vækker minder om en vis amerikansk præsident (Abraham Lincoln), kunne efter 53 minutters spil, med lidt "albansk hjælp" fra keeper og assistenttræner, Martin S.Jensen, heade bolden ind til 2-2.
Keeper Martin S. Jensen hev dog lidt senere en stor redning op, på et hovedstød fra Bomber Bræmer, efter et perfekt opspil som karakteriserede det som AB kan - teknisk rigtig flot fodbold med hurtige kombinationer - og fødder.
Med 15 minutter til sidste fløjt kom unge Nicolai Jørgensen (91) ind til sin debut. Og allerede i sin første aktion, så ABs tilskuere hvad vi kan forvente fra hans side. Han har en utrolig speed og han flåede Skives højre side op.
Tiden var efterhånden ved at rinde ud, men AB fortsatte jagten på den tredje pind. Nicolai Jørgensen, nu i Skive´s venstre side opfanger bolden og lægger et dejligt indlæg, og anfører Lykke (billedet) kommer flyvende a´la Klinsmann og pander bolden ind i rusen. 3-2 til AB i overtiden og stor jubel på tribunerne. Anfører Lykke har en evne til at hive sig selv og holdet op når lokummet brænder - en ægte anfører!
Stor ros til spillere og trænere for at vende en håbløs start på kampen og med sejren ligger vi nu på 4-pladsen. Så målsætningen om en Top 5-placering holder fortsat. På søndag skal drengene en tur til det "Gudenåske" og møde en af oprykningskandidaterne, Silkeborg IF.
Hvis AB kan tage det moralske boost med til Silkeborg, ligger der måske et point og venter?
ABs hold: Jens Waltorp Sørensen, Morten Juul Hansen (46. Thomas Asmussen), Casper Andersen, Mathias Tauber, Andreas Sørensen, Peter Benjaminsen (70. Nicolai Jørgensen, debut), Klaus Lykke (anf.), Rasmus Nielsen, Casper Henningsen, Poul Hübertz og Simon Bræmer – ikke benyttet: Stefan Campagnolo og Christian Høgni Jacobsen.
Mål: 5. min. 0-1 Lasse Ankjær, 24. min. 0-2 Lasse Ankjær, 37. min. 1-2 Simon Bræmer (str.), 53. min. Poul Hübertz, 91. min. Klaus Lykke
Tilskuere: 781