Offenberg´s Sverige-tur
2010-11-01
I ugen fra d. 5. til 12. oktober var den blot 18-årige Casper Offenberg med U/19-landsholdet i Helsingborg i Sverige med det formål at forsøge at spille sig videre til 2. kvalifikationsrunde inden EM.
Primært blev der spillet kampe, og når dette ikke var aktuelt, blev der trænet.
Turen har dog ikke kun været kampe og træning, mener den unge angriber – selv har han fået et større indblik i, hvad det vil sige at spille på landsholdet, samt en oplevelse for livet.
Den unge akademiker startede med at spille fodbold i Akademisk Boldklub som 5-årig, men flyttede senere til Gladsaxe Hero Boldklub, da han på det tidspunkt ikke ville satse for meget på fodbold. Efter blot 2 år fik Akademisk Boldklub alligevel Casper Offenberg tilbage, da der blev startet nyt drengehold - og siden har den talentfulde fodboldspiller spillet i klubben.
På både U/19-landsholdet og i Akademisk Boldklub spiller Casper Offenberg central angriber, men dog må han kæmpe om pladsen på landsholdet med Mads Hvilsom fra FC Midtjylland. Den unge akademiker har haft fornøjelsen af at spille i alt 20 ungdomslandskampe. 3 af dem har været for U/19-landsholdet – mod Sverige, Rusland og Ukraine.
Casper Offenberg bruger i øjeblikket al sin tid på fodbold og træner stort set alle ugens dage, hvilket er med god grund, da han satser på en fremtidig fodboldkarriere. Selv kommenterer han: - Man ved jo aldrig, hvad der kan ske senere hen. Og spørger man ham, hvilken plads han ville spille på A-landsholdet, og hvem han ville ’’skubbe ud’’, er svaret at han vil fortsætte med at spille som angriber som hidtil, og at det skal være Bendtner der skal erstattes.
I Helsingborg blev det til 2 sejre og et enkelt nederlag. De resultater betød at U/19-landsholdet lige netop ikke kvalificerede sig videre.