Ny assistent konstellation på plads
2012-01-10
Akademisk Boldklub har fundet sin nye assistenttræner til 1. holdet indenfor egne rækker og her er valget faldet på klubbens egen U/17 cheftræner Thomas Nørgaard, der i efteråret også har arbejdet med reserveligaholdet. Foruden ansættelsen af Thomas Nørgaard (billedet), rykker holdets mentaltræner og tidligere 1. holdsspiller i AB, Kim Boye nu endnu tættere på holdet, så duoen Thomas Nørgaard og Kim Boye fremover vil assistere cheftræner Kasper Kurland i det daglige arbejde på træningsbanen.
I selve arbejdet med at finde den rigtige trænerkonstellation til at supplere cheftræner, Kasper Kurland har ABs sportslige ledelse inddraget Vision "Hjerne & Hjerte", der blandt andet tager udgangspunkt i klubbens værdier samt tanker omkring uddannelse og udvikling af klubbens egne unge spillere.
- Vi vil rigtig gerne uddanne vores egne unge spillere og give dem chancen på 1. holdet, og det gælder også, når det kommer til vores trænere. Vi har blandt et bredt felt af egnede kandidater valgt Thomas Nørgaard, da vi her får en faglig kompetent og yderst talentfuld træner, som passer godt i den måde, som vi gerne vil arbejde på. Samtidig kender Thomas truppen, da han i efteråret har været tæt inde omkring vores hold i reserveligaen, vurderer ABs sportschef John Møller.
Oven i ansættelsen af Thomas Nørgaard har ABs sportslige ledelse valgt at rykke den tidligere 1. holdsspiller og nuværende mentaltræner, Kim Boye endnu tættere på truppen i det daglige.
- Vi har valgt at rykke Kim Boye endnu tættere på holdet i hverdagen, således at vi sikrer, så gode betingelser som muligt for det arbejde Kasper Kurland og den øvrige trænerstab i fællesskab skal udføre. Kim har med sin mange års erfaring som aktiv på allerhøjeste niveau en stor betydning for vores unge trup, som vi glæder til at drage endnu mere nytte af fremover, udtaler John Møller.
Efter i de seneste 3 år at have arbejdet med flere af ABs unge talentfulde spillere på både U17-holdet og reserveligaholdet, glæder det 29-årige trænertalent, Thomas Nørgaard til i foråret at skulle arbejde med ABs 1. holdsspillere.
- Jeg er spændt på opgaven og ser frem til, at skulle være en del af en i forvejen spændende proces. Jeg er vant til at arbejde med unge mennesker, og ung må vi jo sige at størstedelen af truppen stadigvæk er, siger Thomas Nørgaard. Jeg glæder mig til at kunne sparre med det i forvejen dygtige team omkring holdet, og jeg er sikker på, at jeg kan byde ind med faglighed, engagement og nye ideer. Forårssæsonen er kort og komprimeret, men forhåbentlig venter der mange gode kampe forude, både for truppen, men også for alle vores fans og sponsorer, udtaler Thomas Nørgaard.
Foruden sit virke som assistent træner på 1. holdet vil Thomas Nørgaard fortsat fungere som cheftræner på ABs talentfulde U17 hold, der ved vinterpausen ligger på 1. pladsen i DBUs landsdækkende U17 Division. Her har holdet på imponerende vis opnået hele 29 point i 13 kampe og har igennem hele efteråret formået at være dominerende i rækken.
Thomas Nørgaard havde første arbejdsdag i sit nye job i går, da ABs 1. hold genoptog træningen efter juleferien.