2011-05-07
Akademisk Boldklub havde anfører Klaus Lykke tilbage i startopstillingen efter udstået karantæne og han erstattede 17 årige Lukas Lerager. En tiltrængt pause for unge Lerager, der netop var kommet hjem fra U/17 landsholdets triumf i Slovakiet, hvor det var blevet til finalesejr over Norge og hvor Lerager havde været med i tre af de fire danske kampe på kun fem dage.
Mads Brandis og Oliver Lund var begge skadede og det betød en del ændringer i startopstillingen. Thomas Juel-Nielsen blev flyttet ud på højreback pladsen, Klaus Lykke tog plads i midterforsvaret, Nick Christensen blev rykket tilbage som offensiv midtbane, mens Casper Offenberg fik chancen fra start som central angriber.
Glædeligt var det også, at forsvarsspilleren Casper Andersen for første gang i år var i truppen og så var det slut med det glædelig i den kamp.
Set med AB øjne var de første 45 minutter ikke noget at skrive hjem om og gæsterne kunne fortjent gå til pause foran 1-0 på mål af Daniel Jørgensen efter hjørnespark.
Intet fungerede for ABerne og det kunne kun blive bedre i de sidste 45 minutter.
AB startede da også langt bedre og Casper Henningsen var tæt på med et skud på stolpen allerede efter få minutter og kort efter var Nick Christensen tæt på efter en returbold.
Men AB indsatsen generelt kampen igennem var langt under, hvad man kunne forvente!
Kasper Kurland foretog en dobbeltudskiftning. Ud med Asanovski og Offenberg og ind med Daniel 'Elly' Pedersen samt Casper Andersen, men lige lige lidt hjalp det.
Casper Andersen havde dog ABs største chance, da han 10 minutter før tid fik en gigantisk hovedstødschance på et Carsten Fredgaard frispark, men forsøget endte lige på Næstved keeperen.
I overtiden kunne Næstved afgøre det hele med endnu en scoring efter en AB præstation, som der heldigvis er meget langt imellem.
Cheftræner Kasper Kurland var rasende efter kampen og spillerne fik klar besked om deres indsats.
- Det var bestemt ikke godt, det de viste i dag og de kan ikke være det bekendt overfor ABs fans og sponsorene, sagde Kasper Kurland efter kampen. Jeg fortalte spillerne min uforbeholdne mening om deres indsats i kampen og jeg kan garantere, at der ikke var noget positivt i den svada de fik!
AB spiller næste kamp på fredag mod HB Køge og der må man med rette forvente et AB hold med en helt anden indstilling der møder op!
ABs hold: Jens Waltorp Sørensen, Thomas-Juel Nielsen, Klaus Lykke (anf.), Rasmus Thelander, Carsten Fredgaarrd, Rasmus Nielsen, Thomas Asmussen, Nick Christensen, Muamet Asanovski (63. Daniel 'Elly' Pedersen), Casper Offenberg (63. Casper Andersen), Casper Henningsen (82. Benjamin Lee) - ikke benyttet: Jakob Haugaard (målmand), Emil Kjærsgaard, Frederik Weibel
Mål: 16. min. 0-1 Daniel Jørgensen, 90. min. 0-2 Anders Stysiak
Advarsler: Rasmus Thelander, AB samt Lasse Hansen, Næstved
Udvisninger: ingen
Tilskuere: 719
Kampens dommertrio: Dommer Anders Poulsen med Palle Udsen og Kim Werge Lundberg på linjerne.
ABs næste kamp: fredag d. 13/5 kl. 19.00 mod HB Køge på udebane
ABs næste kamp på Gladsaxe Stadion: lørdag d. 21/5 kl. 15.00 mod Vejle