2010-11-14
Akademisk Boldklub havde i forhold til sidste uges kamp mod Skive foretaget en enkelt ændring i startopstillingen, hvor en skadet Casper Henningsen blev erstattet af Daniel 'Elly' Pedersen. På bænken var Thomas Asmussen og Andreas Lundberg tilbage, mens Nick Christensen, Casper Offenberg og Emil Kjærsgaard stadig måtte sidde ude sammen med Rasmus Thelander og Oliver Lund.
Der skulle kun gå fire minutter før tilskuerne fik kampens første mål at se. Hjørring kom foran da Mikkel Rask på en returbold flot sparkede bolden op i hjørnet uden chance for Jens Waltorp i målet.
Men AB lod sig ikke slå ud af det tidlige føringsmål til et Hjørring hold, der spillede på omstillingerne.
Efter 22 minutter kom Daniel 'Elly' Pedersen alene igennem med målmanden, men misbrugte og lige efter skød Peter Benjaminsen på overliggeren.
AB sad på spillet og var klart dominerende, hvilket førte til flere store chancer, hvor Kim Christensen var tæt på, men også anfører Klaus Lykke havde en stor chance.
AB måtte gå til pause bagud med 1-0, efter en halvleg med flere store chancer hvor de var klart dominerende og med et hjemmehold, der kom til et par gode muligheder på kontraangreb.
2. halvleg startede mere lige end 1. halvleg med et par løse chancer i begge ender.
Efter 65 minutter blev David Boysen og Daniel 'Elly' Pedersen udskiftet med Benjamin Lee og Frederik Weibel.
ABs største chance kom da Kim Christensen fik headet mod et tomt mål i det lille felt, men målmanden nåede tilbage og reddede bolden på stregen.
I det 83. minut kom Hjørring foran 2-0, efter AB tabte bolden på egen halvdel, og herefter begik frispark ude foran feltet. Bora Zivkovic sparkede efterfølgende bolden i mål, hvor Jens Waltorp kun kunne få fingrene på.
Fem minutter senere fik AB reduceret efter en lang bold op på Kim Christensen, der fik dirigeret bolden videre til indskiftede Thomas Asmussen. Asmussen spillede bolden videre til Frederik Weibel, der udenfor feltet første gang sparkede bolden i nettet.
AB sendte nu alt frem og i overtiden fik Jens Waltorp headet mod mål efter hjørnespark, men bolden røg snært forbi.
AB rejser derfor fra Hjørring uden point efter en kamp, hvor de havde fortjent mere.
ABs hold: Jens Waltorp Sørensen, Mads Brandis, Casper Andersen, Thomas-Juel Nielsen, Carsten Fredgaard, Klaus Lykke (anf.), Rasmus Nielsen, Peter Benjaminsen (80. Thomas Asmussen), David Boysen (65. Benjamin Lee), Kim Christensen og Daniel 'Elly' Pedersen (65. Frederik Weibel) - ikke benyttet: Martin Pedersen (målmand) og Andreas Lundberg.
Mål: 4. min. 1-0 Mikkel Rask, 83. min 2-0 Bora Zivkovic, 88. min 2-1 Frederik Weibel.
Advarsler: Rasmus Nielsen og Daniel 'Elly' Pedersen, AB.
Udvisning: ingen.
Tilskuere: Ukendt.
Kampens dommertrio: Rasmus Møller Bøjer med Lars Østergaard Poulsen og Lars Halskov på linjerne.
ABs næste kamp: søndag d. 21. november kl. 13.00 mod Hvidovre på udebane.
ABs næste kamp på Gladsaxe Stadion: søndag d. 20. marts 2011 kl. 15.00 mod Kolding FC.