2011-04-06
Akademisk Boldklub havde Casper Henningsen tilbage efter karantæne og han erstattede Frederik Weibel, mens svenske Muamet Asanovski blev foretrukket på den offensive midtbane som erstatning for en karantæneramt Rasmus Nielsen. Ellers var der genvalg til de øvrige spillere, der søndag vandt 2-1 over FC Roskilde og det betød samtidig, at Carsten Fredgaard endnu ikke var kommet sig over sin skade. Oliver Lund var glædeligt på bænken efter en lang skadespause.
Kampen startede meget stille uden de store chancer til nogen af holdene.
Casper Henningsen havde første AB forsøg med et langskud over mål og kort efter var anfører Klaus Lykke tæt på efter et Casper Henningsen hjørnespark.
Kolding FC stod meget kompakt og AB havde svært ved at komme igennem, men samtidig betød det, at gæsterne var meget sjældne gæster hos AB målmand Jens Waltorp.
Men endelig kom scoringen efter 35 minutter.
Nick Christensen forsøgte sig med et gennembrud over en halv banelængde, Casper Offenberg (billedet) overtog bolden og rundede målmand Nicolai Christensen og så var AB foran 1-0. Et rigtig angriber mål af den unge forward.
Målet løsnede op og AB var tæt på 2-0, da Thomas Asmussen afdriblede to Kolding spillere og spillede bande med Muamet Asanovski. Asmussens afslutning sad dog lige på målmanden.
Kort før pausen kom gæsternes eneste chance, da ABerne blev fanget højt oppe efter et hjørnespark, men afslutningen fra Casper Johansen blev flot reddet af Jens Waltorp og AB kunne gå til pause foran 1-0.
De sidste 45 minutter startede meget afventende fra begge sider, men pludselig satte Rasmus Thelander en hård tackling ind på Jesper Jørgensen og fik korrekt det røde kort af Anders Hermansen.
Udvisningen betød, at Klaus Lykke blev sat ned i midterforsvaret og Lukas Lerager kom ind til sin debut i stedet for Casper Offenberg. Tillykke til Lukas, som altid har spillet i AB!
Inden AB forsvaret var helt på plads, var Casper Johansen pludselig fri og kunne udligne til 1-1.
Kort efter udligningen kom dommer Anders Hermansen igen i fokus, da han valgte at give Mads Brandis rødt kort og straffespark til Kolding FC efter at Brandis havde været i nærkamp med Casper Johansen. Justice scorede sikkert til 2-1.
En fuldstændig vanvittig udvikling i en kamp, som AB styrede begivenhederne i!
ABerne gav dog ikke op trods kun ni mand og Thomas Asmussen var meget tæt på en udligning efter 70 minutter, men målmand Nicolai Christensen fik reddet til hjørnespark.
På det efterfølgende hjørnespark fra Casper Henningsen blev Klaus Lykke nedlagt og Nick Christensen udlignede sikkert fra pletten til 2-2.
Kasper Kurland sendte to friske spillere på banen og kampen levede stadig.
Med to mand i undertal gav det forsvarsproblemer for AB og Philip Lund blev spillet fri og kunne udplacere Waltorp til 3-2.
Det var dog ikke til at se at AB var to mand i undertal. De resterende otte markspillere løb fint for hinanden og kort før tid var Thomas Asmussen med et langskud lige over meget tæt på en udligning.
Resultatet betød ABs første hjemmebane nederlag i denne sæson, men med 11 spillere på banen i alle 90 minutter, var det aldrig blev tilfældet mod en modstander, der intet viste.
ABs hold: Jens Waltorp Sørensen, Mads Brandis, Rasmus Thelander, Thomas-Juel Nielsen, Daniel 'Elly' Pedersen (75. Oliver Lund), Klaus Lykke (anf.), Thomas Asmussen, Muamet Asanovski, Casper Offenberg (56. Lukas Lerager), Nick Christensen samt Casper Henningsen (75. Jonathan Nielsen) - ikke benyttet: Jacob Haugaard (målmand), Emil Kjærsgaard og Benjamin Lee
Mål: 35. min. 1-0 Casper Offenberg, 58. min. 1-1 Casper Johansen, 66. min. 1-2 Justice John (straffe), 72. min. 2-2 Nick Christensen (straffe), 77. min. 2-3 Philip Lund
Advarsler: Muamet Asanovski, Klaus Lykke og Nick Christensen, AB samt Mikkel Juul, Kolding FC
Udvisninger: Rasmus Thelander og Mads Brandis, AB
Tilskuere: 597
Kampens dommertrio: Anders Hermansen med Brian Andersen og Palle Udsen på linjerne
ABs næste kamp: søndag d. 10/4 kl. 15.00 mod Viborg på udebane
ABs næste kampe på Gladsaxe Stadion: onsdag d. 13/4 kl. 19.00 mod FC Fredericia samt søndag d. 17/4 kl. 15.00 mod FC Hjørring