2011-04-24
Så gælder det mandag eftermiddag, når det absolutte tophold AGF kommer forbi Gladsaxe Stadion med kampstart kl. 13.45.
ABs udvalgte
Casper Andersen samt Emil Farver er fortsat ude med skader, mens Mads Brandis og Oliver Lund er tvivlsomme.
Ellers skulle alle mand være klar og startformationen får spillerne at vide af cheftræner Kasper Kurland efter søndagens lette træning på Gladsaxe Stadion.
Cheftræneren om kampen
- Vi går ind til kampen med samme indstilling som til alle andre kampe, siger Kasper Kurland. Vi spiller for at vinde, men det har været svært på det sidste, hvor vi ikke har haft meget tur i den, men samtidig kan AGF kampen måske være den kamp, der kan vende det for os. AGF er et godt hold, og jeg tør godt ønske dem tillykke med oprykningen til Superligaen allerede nu. Kampen bliver samtidig en spændende udfordring for vores mange unge spillere, hvor de alle har mulighed for at måle sig med de bedste, så vi glæder os meget.
Velkommen til AGF
AGF har kun tabt en enkelt kamp i dette års turnering, da Brønshøj vandt 1-0 i Tingbjerg i efterårets sidste kamp og ligger da også på en flot 1. plads med 55 point - 14 point foran Vejle på 3. pladsen.
Peter Graulund er suveræn topscorer for AGF med 14 mål efterfulgt af Davit Devdariani med 8 og Stephan Petersen med 7 mål.
Tidligere kampe mod AGF
Efterårets kamp mellem de to klubber på Aarhus Stadion blev vundet 4-3 af AGF efter en fantastisk kamp, hvor AB var foran 3-1. AB mål af Casper Henningsen (billedet), Klaus Lykke samt David Boysen mens Peter Graulund 2, Adam Eckersley og Stephan Petersen scorede for AGF.
De sidste 10 kampe har været meget lige. 4 sejre til hver og en målscore på 16-16.
Dommertrio
Kampen dømmes af Lars Østergaard Poulsen med Henrik Sønderby og Benjamin Leander på linjerne.
Ugle-Hulen
AB Forever fans mødes i Ugle-Hulen allerede fra kl. 12.15 til hygge og god stemning.
Ugle-Hulen er placeret i Center Puben i Høje Gladsaxe Centret og alle AB fans er naturligvis velkommen.
Velkommen til AGFs fans
Indgang 1 - nærmest Gladsaxevej v/ Kunstgræsbanerne - skal benyttes af AGF tilhængere, som vil blive placeret på endetribunen. Nemmeste vej til indgangen er fra Gladsaxevej.
Tribunen er ikke overdækket, så husk solcremen!
Priserne på Gladsaxe Stadion er 80 kr. for voksne og 40 kr. for børn u. 16 år / pensionister og indgangen vil være åben fra kl. 12.15. Husk du kun kan betale kontant ved indgangene.
Velkommen og god kamp!
Indgange og priser
På Den gamle Tribune vil indgang 2 - nærmest Skøjtehallen - være åben. Tilskuere der kommer fra Gladsaxevej, skal gå højre om stadion langs Den Nye Tribune, da vejen langs Den Gamle Tribune vil være spærret af.
Tilskuere der kommer fra Vandtårnsvej, kan som sædvanlig benytte stien forbi Skøjtehallen, for at kunne komme til indgangene.
På Den nye Tribune er indgang 4 - ved Badmintonhallen - åben.
Indgang 1 - nærmest Gladsaxevej v/ Kunstgræsbanerne - skal benyttes af AGF tilhængere.
Priserne på Gladsaxe Stadion er 80 kr. for voksne og 40 kr. for børn u. 16 år / pensionister og indgangene åbner allerede kl. 12.15.
Vi ses mandag eftermiddag på Gladsaxe Stadion til et par forhåbentlig hyggelige timer i dejligt solskinsvejr og husk der er kampstart allerede kl. 13.45, da kampen vises direkte på TV2 Sport.