Akademisk Boldklub - Vejle Boldklub Kolding
Betsafe Liga
28/05-2012 kl. 16:00
Facebook rss feed

Melchiorsen vender hjem

2011-07-01 Den rutinerede midtbanespiller Nicolai Melchiorsen vender hjem til Akademisk Boldklub.

Nicolai Melchiorsen (billedet) kom til AB i 1999 som U/16-spiller og forlod klubben i 2006 til fordel for Lyngby BK. Det seneste år har Nicolai Melchiorsen tilbragt i Viborg FF, hvor han var anfører, og var med til at sikre holdet endnu en sæson i landets næstbedste fodboldrække.

27-årige Nicolai Melchiorsen, med 70 AB-kampe og 2 mål på kontoen, har i sin tid i AB, Lyngby og Viborg altid gået forrest til både træning og kamp. Over den seneste årrække har Nicolai Melchiorsen desuden opnået en stor erfaring fra både Superligaen og 1. division. En erfaring som uden tvivl vil komme mange af akademikernes unge spillere til gode.

Hjemvendte Nicolai Melchiorsen kender alt til den klub der nu, fem et halvt år efter at han forlod klubben, har besluttet at hente ham hjem igen. Eneste spiller tilbage i AB-truppen fra dengang er anfører Klaus Lykke, men mon ikke de to tidligere, og nu også kommende, holdkammerater hurtigt kan finde sammen i deres gamle samarbejde på banen.

Om at vende hjem til barndomsklubben udtaler Nicolai Melchiorsen.

- Jeg er rigtig glad for at vende tilbage til AB, hvor det hele startede i sin tid. AB er i gang med et nyt spændende projekt, som jeg gerne vil være en del af. Så da AB kom på banen med et tilbud, var jeg ikke et sekund i tvivl. Det er fantastisk, at kunne fortsætte karrieren i den klub, som har betydet så meget for mig, udtaler en glad og stolt Nicolai Melchiorsen.

Sportschef, John Møller er ligeledes glad og tilfreds med Nicolai Melchiorsens hjemkomst.

- Der er ingen tvivl om, at Nicolai hurtigt vil tilpasse sig hos os, vurderer ABs sportschef John Møller. Når vi har valgt at hente Nicolai hjem, skyldes det, at vi gerne vil have en sund balance mellem talent og rutine, og her vurderer vi, at Nicolai med sin erfaring kan blive vigtig for holdet, forklarer sportschefen. Foruden at vi får en stor personlighed, får vi samtidig en vinder og en kulturbærer til klubben. Vi er derfor ovenud tilfredse med at Nicolai har valgt at vende hjem til AB, slutter John Møller.

Velkommen hjem, Nicolai!

1 kommentar til "Melchiorsen vender hjem"

TILLYKKE AB

Godt gået og velkommen hjem Nicolai.

Endnu en gang tillykke til AB.

Skrevet af proAB02/07/2011, kl. 13:21
Skriv en kommentar

Skriv en kommentar

Du skal være logget ind for at kunne skrive kommentarer.

  • Monopolet
  • Carlsberg
  • EasyFlow A/S
  • Eventcom
  • Betsafe Liga