2009-08-30
Det blev en livlig affære, da de to traditionsklubber AB og Frem stødte sammen søndag eftermiddag på Gladsaxe Stadion.
Allerede efter 3 minutter kom AB foran 1-0, da Carsten Fredgaard gik til baglinien og hans indlæg endte ved bagerste stolpe, hvor Casper Henningsen sparkede den sikkert ind i kassen bag Frem målmand Tony Brogaard. Så var der dømt jubel på tilskuerpladserne, men også på banen, hvor Casper Henningsen ’skød’ mod de jublende holdkammerater, der ’faldt’ om på grønsværen foran målscoreren. Sådan skal det gøres!
Trods føringsmålet var det gæsterne der var farligst og kombinerede flot ude på banen.
Udligningen var da også fortjent.
Rasmus Nielsen mistede bolden midt på banen og så var Frem hurtige i omstillingsspillet, og Danny Andersen kunne score via den ene stolpe.
De sidste 20 minutter af halvlegen sad AB på det og der var masser af chancer.
Carsten Fredgaard sparkede et frispark lige over, Nick Christensen var tæt på efter en glimrende aflevering fra anfører Klaus Lykke og til slut flugtede Carsten Fredgaard lige forbi den fjerne opstander efter et langt indlæg fra en velspillende Casper Henningsen.
Kort ind i 2. Halvleg kom Frem foran 2-1, da ABs forsvar ikke fik sparket ordentlig væk og en helt fri Søren Weibel kunne let trille bolden i mål.
Trænerbænken reagerede med et par hurtige udskiftninger og der kom mere fart og tempo i ABs spil, mens Fremerne begyndte at virke lidt mærket.
Simon Bræmer headede på stolpen og bolden blev clearet, men ikke langt nok og lige ud til Rasmus Nielsen, der fra 20 meter resolut huggede til og bolden strøg mellem venner og fjender i mål op ad den ene stolpe til 2-2. Efter 86 kampe valgte Rasmus Nielsen, at denne kampe skulle være den, han scorede sit første mål i for AB. Et klogt valg!
Frem var dog ikke færdige og Samir Haiba havde en gylden mulighed på et langskud, som blev rettet af til hjørne og Jens Waltorp Sørensen måtte hive en feberredning ud af handskerne, da han fik viftet bolden væk ved den fjerneste stolpe.
Indskiftede Nicolai Jørgensen spillede Klaus Lykke fri i dybden, men måtte se sit forsøg reddet af Tony Brogaard. Bolden røg ud til Simon Bræmer der i hård kamp med et par Frem forsvarere fik fastholdt presset og da Tim Ilsø ville sparke væk, var Casper Henningsen over ham og kunne blokere bolden, så den røg direkte i mål. 3-2 til AB og et af de mere sjældne mål.
Casper Henningsen var i overdådigt spillehumør og afdriblede 4 mand inden han sendte bolden på stolpen. Jo, der skete noget i begge ender!
Kenneth Bjergsted måtte redde på stregen, da Waltorp var strandet ude i feltet og i sidste minut kunne Henningsen spille Nicolai Jørgensen fri og han placerede køligt bolden i mål tæt op ad den stolpe og så var den kamp afgjort. 4-2 til AB.
Det var et par glade AB målscorere, der efter kampen havde disse kommentarer.
Rasmus Nielsen:Den scoring har jeg ventet på længe! Dejligt at se den ryge ind, det er en helt speciel følelse og nu er der hul på bylden.
Casper Henningsen: 2 mål det er skønt. Det andet er lidt specielt, det er nok første gang jeg har scoret sådan en kasse.
Nicolai Jørgensen: Skønt endelig at få lov til at score, men den har jeg også skyldt lidt, men en god sejr!
Og det var en god sejr, hvor ABerne viste en fin indstilling trods lidt modgang undervejs.
ABs hold: Jens Waltorp Sørensen, Kenneth Bjergsted, Mathias Tauber, Casper Andersen, Andreas Sørensen, Casper Henningsen, Klaus Lykke (anf.), Rasmus Nielsen, Carsten Fredgaard (64. Peter Benjaminsen), Nick Christensen (60. Nicolai Jørgensen) og Simon Bræmer (85. Jacob Berthelsen)
Mål: 3. min. 1-0 Casper Henningsen, 27. min. 1-1 Danny Andersen, 55. min. 1-2 Søren Weibel, 70. min. 2-2 Rasmus Nielsen, 80. min. 3-2 Casper Henningsen, 89. min. 4-2 Nicolai Jørgensen
Advarsler: Casper Henningsen og Peter Benjaminsen, AB samt Jonas Tor Næs og Tonny Brogaard, Frem
Tilskuere: 1268
ABs næste kamp: Søndag d. 6. september kl. 13.00 i Skive
ABs næste hjemmekamp: Søndag d. 13. september kl. 15.00 mod FC Fyn