2009-03-06
Den planlagte træningskamp i morgen lørdag er blevet aflyst. Modstanderen fra Landskrona kunne ikke tilbyde en græsbane, og ønskede ikke at spille kampen i Danmark.
Nu er der imidlertid planlagt ny kamp på mandag i næste uge. - Landskrona havde ikke lyst at komme hertil og spille på vores græsbane på Skovdiget. Og vi er nu endegyldigt gået over til at træne og spille kampe på græs, så derfor måtte vi aflyse kampen, forklarer cheftræner Flemming Christensen.
- Vi har som erstatning arrangeret træningskamp på mandag, hvor vi i Horsens skal møde AC Horsens. De kommer med de spillere der ikke deltager så meget i deres SAS Liga-kamp om søndagen hvor de møder OB, samt Gilberto og Kenneth Emil Pedersen der begge er i karantæne, fortæller Flemming Christensen.
Der er kort tid tilbage til forårspremieren i Viasat Divisionen. Så træningen bliver efterhånden doseret dertil. - Den her kamp vil klart få bedre udbytte for os, end en træningskamp på kunstgræs ville have. Samtidig giver det os et bedre forløb rent træningsmæssigt, da vi i dag har vores sidste formelle løbetræningspas med stor fokus på hurtighed og acceleration. Dermed kan vi i morgen lørdag putte et lettere træningspas ind, i stedet for en kamp med trætte ben, slutter cheftræneren.
Den sidste planlagte træningskamp inden forårspremieren mod Hvidovre, er søndag den 15. marts mod Mjällby i Sverige. Her forsikrer Mjällby på nuværende tidspunkt, at kampen vil blive spillet på naturgræs.