2009-11-08
David Boysen og Peter Benjaminsen var nye i ABs startopstilling istedet for en småskadet Andreas Sørensen samt Casper Henningsen, der måtte tage plads på udskiftningsbænken.
Boysen som offensiv midtbane
Det betød at David Boysen lå lige bag angriberne Nick Christensen og Simon Bræmer, Benjaminsen tog den ene kant mens Rasmus Nielsen spillede højre back og Oliver Lund venstre.
Hos gæsterne fra Brabrand, var der ikke de store overraskelser. Det gjaldt om at holde en solid defensiv.
AB var spilstyrende, men de helt oplagte chancer udeblev.
Tættest på i de første 45 minutter var Carsten Fredgaard, da han blev spillet godt fri af Simon Bræmer tog et par driblinger, men sparkede lige ved siden af.
Mathias Tauber, der ofte tog nogle gode ryk op ad banen var også tæt på og Peter Benjaminsen sparkede tæt forbi.
Brabrand farlige på dødbolde
Som ventet investerede Brabrand mest på dødbolde, og var da også farlige, når de fik samlet deres store folk i ABs straffesparksfelt.
0-0 ved pausen og det var ikke godt nok!
Ny energi efter pausen
AB kom godt ud efter pausen. Jesper Håkansson erstattede David Boysen og han fik hurtigt sat skik på ABs offensiv, hvor tempoet i pasningsspillet steg væsentligt og de store chancer kom på samlebånd.
Mathias Tauber var igen på færde og fandt Jesper Håkansson, der fik sit skud blokeret i et tætpakket straffesparksfelt og Peter Benjaminsen spillede genialt Simon Bræmer fri, men han skød lige på en velspillende Brabrand keeper.
Carsten Fredgaard fandt Nick Christensen på et af mange AB hjørner, men hans forsøg blev reddet på stregen.
Så kom målet endelig.
Igen var det Carsten Fredgaard der lagde bolden ind til Nick Christensen og han kom først og fik headet bolden i mål.
Nu skulle den vel bare køres hjem, selvom Brabrand af og til var farlige foran Waltorps mål.
Straffe
Indskiftede Andreas Granskov kunne have afgjort det hele, men han headede desværre Peter Benjaminsen lange fine aflevering lige forbi mål.
Så fik Brabrand pludselig muligheden for at udligne, da dommer Darko Haramija mente, at Casper Andersen havde hevet Martin Lausten omkuld, men mon ikke de havde lige godt fat i hinanden?
John Amdisen var ligeglad og passerede Jens Waltorp, der dog var tæt på at redde.
Udligningen rystede åbenbart ABerne så meget, at Brabrand faktisk i et par tilfælde var tæt på at score endnu en gang.
I slutminutterne pressede AB dog på, men tiden gik og skønt kun 10 mand, da Oliver Lund måtte forlade banen efter to advarsler, var AB meget tæt på, at løbe med 3 point, da Carsten Fredgaard fik sit hovedstød reddet på stregen efter et Jesper Håkansson hjørnespark.
1 point rykker ikke meget i tabellen, så nu skal vi have en sejr i årets sidste kamp mod FC Fredericia, hvilket vil være en dejlig tidlig julegave til ABs fans.
ABs hold: Jens Waltorp Sørensen, Rasmus Nielsen, Mathias Tauber, Casper Andersen, Oliver Lund, Peter Benjaminsen (82. Nicolai Jørgensen), Klaus Lykke (anf.), David Boysen (46. Jesper Håkansson), Carsten Fredgaard, Simon Bræmer (62. Andreas Granskov) og Nick Christensen
Mål: 61. min. 1-0 Nick Christensen, 65. min. 1-1 John Amdisen (straffe)
Advarsler: 2 x Oliver Lund og Peter Benjaminsen, AB samt Christoffer Mørk og Hans Paarup, Brabrand
Udvisning: Oliver Lund, AB
Dagens bedste ABer kåret af AB Forever: Nick Christensen
Tilskuere: 1322
Dommer: Darko Haramija
Linjedommere: René Jensen og Jesper Dahl
ABs næste kamp: mandag. 16. november kl. 19.00 på Gladsaxe Stadion mod FC Fredericia