2010-08-22
ABs cheftræner Kasper Kurland var naturligvis glad efter sejren i det jyske.
- Jeg er meget tilfreds med resultatet, udtalte Kurland efter sejren. Vi vinder trods et stort pres fra Fredericias side og det viser, at alle mand leverer en fornem præstation, men jeg må indrømme at Waltorp i målet er fantastisk.
Føringsmålet vidste Kasper Kurland ville betyde et endnu hårdere Fredericia pres.
- De ville endnu mere fremad, men det ville samtidig give os store muligheder i omstillingsspillet og det var jo også det, der afgjorde kampen.
ABs fans havde stor betydning for sejren.
- Det er dejligt for spillerne, at fornemme, at fansene er bag spillerne hele vejen igennem, mener Kurland. Det er en super opbakning og fantastisk støtte for os.
Målmand Jens Waltorp Sørensen var lidt beskeden med at vurdere sin egen indsats.
- Det var nok én af mine fem bedste kampe for AB, mente Vikingen (billedet) i ABs mål. Vi stod godt imod deres tryk kampen igennem og jeg er virkelig stolt af de tre midterforsvarere der blev brugt i kampen. Thelander og Lund har et fantastisk potentiale, og disse kampe er med til at udvikle dem meget. Thomas Juel kom også ind og spillede sikkert og stabilt.
Waltorp var også glad for at holde nullet.
- Det har vi ikke prøvet i de sidste seks kampe, så det er skønt, men det er bestemt hele holdets fortjeneste. Vi spillede måske ikke den bedste kamp, men havde det held vi ofte ikke fik besøg af i sidste sæson.
Målscorer David Boysen lagde vægt på en fantastisk holdindsats, som baggrunden for det gode resultat.
- Vi kæmper alle mand og det er skønt det giver pote. Jeg fik at vide, at jeg skulle spille offensivt selvom jeg blev placeret på kanten og jeg skulle prøve at afgøre kampen. Dejligt det lykkedes, slutter Boysen.
AB spiller næste kamp på søndag på Gladsaxe Stadion mod Viborg, hvor Rasmus Nielsen formentlig er klar, mens Oliver Lunds lyske skade nok vil holde den unge forsvarsspiller ude nogle uger.