Akademisk Boldklub - Vejle Boldklub Kolding
Betsafe Liga
28/05-2012 kl. 16:00
Facebook rss feed

Klar til Kolding søndag

2010-04-16

Så er der igen fodbold på Gladsaxe Stadion, når Kolding FC kommer forbi på søndag.
Som altid er der masser af aktiviteter på stadion i forbindelse med kampen.

René Henriksen Loungen
I René Henriksen Loungen på Den nye Tribune er der som altid mulighed for at få en bid mad inden kampen. Man kan få hele herligheden til meget rimelige priser.

Således koster mad og billet til kampen 100 kr. Har du i forvejen et sæsonkort, så skal du kun betale 50 kr. Børn under 6 år har gratis entre, og børn mellem 6-15 år slipper med 75 kr. for både indgang og mad. Derudover er der salg af drikkevarer til meget fornuftige AB priser.

Det eneste du skal gøre, er at møde op i Rene Henriksen Loungen på 2. sal på Ny Tribune fra kl. 13.30 og tilbuddet gælder alle AB fans, så længe der er mad på buffeten.
Der vil som altid være mulighed for at deltage i måltipskonkurrencen, hvor vinderne får del i den kontante præmiepulje. AB Forever støttes af denne måltipskonkurrence.

Foxy Cheerleaders
Inden kampen og i pausen kan du opleve ABs dygtige dansepiger fra Foxy Cheerleaders, der vil underholde og sørge for,at alle tilskuerne kommer i den rette stemning, så vi alle kan give ABspillerne den helt rigtige opbakning.

Krudtugle klubben med Ben 10
Ben 10 fra Cartoon Network kommer ud på stadion inden kampstart. Han vil være her fra kl. 14.00!

Ben 10 kommer dog ikke alene, da Firarm også kommer herud.
De vil opholde sig omkring Krudtuglehulen under Den Gamle Tribune. Der vil være en konkurrence, hvor der er chance for at vinde fede Ben 10 præmier. Vinderen vil blive annonceret i pausen i højtalerne på stadion.

Ud over dette, er der som altid mulighed, for alle Krudtugler, for at skrive sig på listen til at være kampmaskot, men vær hurtig, da der kun er 2 pladser tilbage!
Vil du vide mere om Krudtuglerne, eller måske melde dig ind, så klik dig ind på vores super fede hjemmeside www.ab-krudtuglerne.dk for at se mere!

ABs udvalgte – med Lykke i karantæne
ABs trænerduo Flemming Christensen og Michael Schäfer udtager startformationen til kampen efter lørdagens lette formiddagstræning, men sikkert er det, at Andreas Sørensen, Kenneth Bjergsted og Oliver Lund er ude med skader, Casper Henningsen er meget tvivlsom på grund af en virus mens Klaus Lykke er i karantæne efter sin advarsel i søndags mod Lyngby.

ABs trænerduo Flemming Christensen og Michael Schäfer kan derfor vælge startformationen imellem disse spillere: Jens Waltorp Sørensen og Lasse Jørgensen (målmænd), Mathias Tauber, Casper Andersen, Rasmus Thelander, Simon Richter (billedet), Mikko Hauhia, Peter Benjaminsen, Jesper Håkansson, Rasmus Nielsen, Carsten Fredgaard, Thomas Asmussen, Nicolai Jørgensen, David Boysen, Simon Bræmer, Kim Christensen og Nick Christensen.

Cheftræner Flemming Christensen forventer endnu en svær kamp efter at have overværet Koldings opgør i onsdags mod Thisted. - Ny svær udfordring mod et hold, der kommer med en sejr og selvtillid.

Velkommen til Kolding FC
Gæsterne er i løbet af den sidste uge kommet godt i gang. I søndags 0-0 mod FC Vestsjælland og onsdag aften blev Thisted besejret 2-1, så mon ikke det er hold med masser af selvtillid, der kommer på besøg?

Den tidligere ABer Brian Gellert slår nu sine folder I Kolding, men blev desværre skadet i onsdagens kamp og er derfor tvivlsom.

I kampprogrammet kan du læse mere om Brian Gellert og samtidig høre om et par Gellert historier fra AB anfører Klaus Lykke. Bestemt ikke kedeligt!

Dommertrio
Dommer er Emil Laursen og på linjerne Brian Jensen samt René Andersen

Indgange og priser
På Den Gamle Tribune vil indgang 1 –nærmest Gladsaxevej, være åben og på Den Nye Tribune vil det være indgang 4.

Indgang 1 skal benyttes af Kolding FCs tilhængere.Priserne på Gladsaxe Stadion er 80 kr. for voksne og 40 kr. for børn / pensionister.

Vel mødt søndag hvor der er kampstart kl. 15.00 på Gladsaxe Stadion.


Endnu ingen kommentarer til "Klar til Kolding søndag"
Skriv en kommentar

Skriv en kommentar

Du skal være logget ind for at kunne skrive kommentarer.

  • Monopolet
  • Carlsberg
  • EasyFlow A/S
  • Eventcom
  • Betsafe Liga