2009-08-09
AB startede den lange vej mod SAS Ligaen med en fortjent 2-1 sejr i Kolding og den blev grundlagt efter en fantastisk god 2. halvleg, der viste stor moral hos spillerne.
Der var debut til Jesper Håkansson og Carsten Fredgaard fra start, mens Nick Christensen blev skiftet ind og alle tre fik en fin debut i den grøn / hvide trøje.
AB måtte se bort fra Jacob Berthelsen, lejesvenden fra Brøndby, der måtte melde fra på grund af sygdom.
AB startede godt og var spilstyrende, men hurtigt stod det klart, at opgøret var en rigtig premierekamp på godt og ondt.
Det meste af spillet foregik på midten af banen, hvor der blev kæmpet hårdt, men de store målchancer udeblev til begge hold.
Men efter en halv times spil kom første chance i kampen og det var hjemmeholdet der fik den. De udnyttede chancen til fulde, da Søren Lynge Poulsen kunne passere Jens Waltorp i ABs mål.
Kolding kunne gå til pausen foran 1-0 efter de første 45 minutter, hvor AB viste, at der med det spil de præsterede er lang vej til SAS ligaen.
Efter pausen fik AB lagt et stærkt pres på Kolding, og kom til flere store chancer.
Først var Simon Bræmer tæt på med et godt hovedstød og kort efter havde Peter Benjaminsen en gigant chance, men trådte desværre i bolden.
Det virkede som om, et nyt AB hold var kommet på banen, og ville vise at Vision 2010 lever i bedste velgående.
Kort efter kom den ventede scoring. Klaus Lykke sendte et kanon langskud afsted der ramte overliggeren og store Poul Hübertz kunne sikkert heade bolden i mål til 1-1.
Fuldt fortjent og AB fortsatte, hvilket resulterede i, at Hübertz kort efter sin første scoring, var meget tæt på endnu en gang.
AB blev ved med at presse og det var tydeligt at man ville have alle 3 point med hjem.
Nicolai Jørgensen og Casper Henningsen kom på banen og fik sat godt skub i det og især unge Nicolai Jørgensen gjorde et glimrende indhop.
Kort før tid blev det 2-1 igen ved evig målfarlige Poul Hübertz, der kunne sparke bolden ind i et tomt mål efter godt forarbejde af Simon Bræmer. Bræmer var spillet fantastisk fri mellem to modstandere af Nicolai Jørgensen.
I overtiden var Kolding meget tæt på, da de fik frispark lige udenfor ABs straffesparksfelt, men forsøget strøg lige forbi!
2-1 til AB og nu mangler der bare 29 kampe!
Efter kampen skyndte ABs trænerduo Flemming Christensen og Michael Schäfer sig ud i bilen for at køre til Odense for at overvære opgøret mellem FC Fyn og Thisted, men vi nåede at få disse kommentarer.
- Vi var meget låst i 1. halvleg. Intet fungerede og spillerne virkede nervøse. Det var ikke godt, men i pausen fortalte vi dem, at de måtte bruge masser af kræfter fra 2. halvlegs start, for at få lagt pres på Kolding og det var klart os der satte dagsordenen. Forskellen på Kolding og os viser sig i løbet af de sidste 45 minutter, hvor vi fysisk er klart bedst. Fortjent sejr og dejligt at spillerne viser en så flot indstilling - det tegner godt!
Søndag er der lagt op til topbrag på Gladsaxe Stadion, når de to naboklubber AB og Lyngby mødes kl. 13.45!
Mon ikke vi bliver mange?
ABs hold: Jens Waltorp Sørensen, Kenneth Bjergsted, Mathias Tauber, Casper Andersen, Andreas Sørensen, Peter Benjaminsen (Casper Henningsen), Klaus Lykke (anf.), Jesper Håkansson (Nick Christensen), Carsten Fredgaard (Nicolai Jørgensen), Simon Bræmer og Poul Hübertz - ikke benyttet: Thomas Seidelin (målmand), Rasmus Nielsen, Thomas Asmussen og David Boysen.
Mål: 31. min. 1-0 Søren Lynge Poulsen, 54. min. 1-1 Poul Hübertz, 87. min. 1-2 Poul Hübertz
Advarsler: Mathias Tauber
Tilskuere: 446
Dommer: Jakob Kehlet
Linjedommere: Alex Herman og Reto Hurt
ABs næste kamp: Søndag d. 16. august kl. 13.45 mod Lyngby på Gladsaxe Stadion