Akademisk Boldklub - Vejle Boldklub Kolding
Betsafe Liga
28/05-2012 kl. 16:00
Facebook rss feed

Haugaard solgt til FCM

2011-12-21 Akademisk Boldklub har i dag solgt målmandstalentet Jakob Haugaard til superligaklubben FC Midtjylland. Det sker på baggrund af et efterår hvor den 19-årige målmand har imponeret alt og alle med hans præstationer på stregen. I AB glæder man sig over endnu engang at få udbytte af klubbens talentudvikling.

- Vi fandt Jakob som 1. års juniorspiller i Tårnby, hvorefter vi kontaktede ham, og fik ham til AB. Siden da har Jakob været igennem vores uddannelsessystem, som har gjort, at han har rykket sig helt fantastisk både som spiller og menneske, fortæller sportschef John Møller. 

Unge Jakob Haugaard fik chancen i ABs mål fra efterårets start, da det normale førstevalg Jens Waltorp Sørensen havde knæproblemer, og den chance lod den talentfulde målmand ikke gå fra sig. Jakob Haugaard har igennem efteråret været stærkt spillende. Så selvom akademikerne har haft stor gavn af Haugaards præstationer, glæder man sig alligevel over, at klubben igen har formået at profitere af en spiller, som har været igennem ABs talentudviklingsprogram.

- Det er endnu et synligt bevis på, at vores talentudvikling i AB er på et højt niveau. Vi ville som udgangspunkt gerne have beholdt Jakob, men i det her tilfælde, synes vi, at tilbuddet fra FCM gav god mening for alle parter, fortæller sportschef John Møller, der ellers havde 2,5 år tilbage af kontrakten med den unge målmand. Det er en spiller, som vi selv har scoutet og udviklet, hvilket foreløbig har resulteret i debut og kampe på vores 1.-hold, deltagelse på U20-landsholdet og nu altså også et skifte til Superligaen. Det kan vi godt tillade os at være stolte af, slutter sportschefen.

Den 197 cm lange Jakob Haugaard står noteret for 16 kampe for AB samt en enkelt kamp på U/18 landsholdet (1-2 mod Belgien i 2010) og har i løbet af efteråret været med til træningssamlinger for U20-landsholdet.

I AB råder man på målmandsposten nu over talentfulde Nicolaj Bjerregaard, mens Jens Waltorp Sørensen har kontraktudløb her til vinter. Det betyder, at man nu skal i gang med at sondere markedet for et supplement til denne position. 

- Vi begynder lige så stille og roligt at se os omkring og vurdere mulighederne. Der er lang tid til turneringen starter, så har vi lidt tid at løbe på. Det vigtigste er, at vi finder en god løsning, udtaler sportschef John Møller.

Alle i AB vil gerne takke Jakob for hans store indsats i klubben og ønsker ham al mulig held og lykke i FC Midtjylland.

6 kommentarer til "Haugaard solgt til FCM"

Tillykke Haugaard

I skriver at Waltorp har kontraktudløb her til vinter, men det er forhåbentlig planen at forlænge med ham?
Skrevet af Mathias Hoffmann21/12/2011, kl. 10:22

Hmm...

RIGTIG flot at afhænde en spiller som markedet er lige nu. Og selvfølgelig tak for alt og god vind fremover til talentfulde Jakob!

Jeg ser også MEGET gerne at Jens bliver, da han i mine øjne utvivlsomt har potentialet til at være divisionens bedste keeper... Desværre ser det ikke ud til at AB har økonomi til at forlænge kontrakterne med etablerede spillere. Hvis det var tilfældet var Lund vel blevet forlænget for længe siden. Men man kan jo håbe på det bedste.
Skrevet af peter boisen21/12/2011, kl. 10:33

Tillykke Haugaard

Arbejdet har båret frugt - jeg ser dog ikke rigtig nogen pris, det kunne være rart (forventer ikke at denne handel har fået millionerne til at rulle, men alligevel).
Jeg håber virkelig at der er råderum til at forlænge hans kontrakt, omend det ser sort ud!
Skrevet af David S. Jensen21/12/2011, kl. 10:40

!!!

Arbejdet har båret frugt - det må være fra Jacob's perspektiv af. Medmindre du ser AB som en talent fabrik, der bare sender spillere videre til andre klubber. Imens man selv ligger og roder rundt i bunden af 1.division, ja bunden, der er kun 4 point ned.
Skrevet af Niklas21/12/2011, kl. 12:16

Money talks

Jeg synes da, at det er fint at vi kan sælge vores andetvalg på målmandsposten (Jeg ser uden tvivl Waltorp som det klare førstevalg, hvis valget stod mellem ham og Jacob). Det er jo ikke fordi pengene ligefrem hænger på træerne i AB. Så hvis vi kan få lidt råderum til at forlænge med nogle af de bærende kræfter på holdet, så er det klart at foretrække, istedet for at holde fast på Jacob som nok bare ville komme på bænken igen når Jens er klar.

Så jeg ser det ikke som et tegn på at vi bare sender vores spillere videre til andre klubber. Der er mening med "galskaben" i mine øjne.
Skrevet af Rasmus Pedersen22/12/2011, kl. 12:00

@Niklas

AB har alle dage været glimrende til at sende folk videre i systemet OG hvis vi nogensinde skal have mulighed for at rykke op og blive oppe, så skal vi både udvikle røv gode talenter OG have lidt penge i kassen... fact of life.

Det gør jo så desværre (desværre for os) at vi må sælge de spillere som vi kan "undvære"... så vi kan go råd til at holde på de vigtige spillere og have likvide midler til at holde et højt niveau!
Skrevet af David S. Jensen22/12/2011, kl. 12:09
Skriv en kommentar

Skriv en kommentar

Du skal være logget ind for at kunne skrive kommentarer.

  • Monopolet
  • Carlsberg
  • EasyFlow A/S
  • Eventcom
  • Betsafe Liga