2009-08-14
Fredagens træning på de flotte græsbaner i Bagsværd forløb planmæssigt for ABs spillere, med bl.a. masser af skudtræning, indlæg samt højt humør.
Kun forsvarsspilleren Oliver Lund er ikke helt klar endnu og er dermed ude af betragtning til Lyngby kampen på søndag, hvor imod lejesvenden fra Brøndby, Jacob Berthelsen, er klar igen efter sygdom holdt ham ude i premierekampen mod Kolding FC.
ABs trænerduo Flemming Christensen og Michael Schäfer udtager 18 mandstruppen efter lørdagens træning på Gladsaxe Stadion.
Flemming Christensen glæder sig til kampen mod Lyngby.
- Vi er ovre den første kamp og jeg er sikker på, at spillerne på søndag vil vise et mere sandt billede af deres niveau, mener Flemming Christensen. Uden at fornærme nogen, var der ikke mange AB spillere, der spillede op til det de normalt kan mod Kolding. Men nu har de fået en betydningsfuld kamp i benene og så er de klar!
Flemming Christensen er meget glad for sin trup.
- Vi arbejder med en fantastisk trup med masser af potentiale, vurderer cheftræneren, når vi har valgt en start 11er, har vi en bænk, der virkelig kan gå ind og afgøre. Det så vi i Kolding, hvor den nye energi fra bænken, var med til at ændre kampen til vores fordel.
Kampen søndag mod Lyngby er nok lidt speciel for Flemming Christensen og Michael Schäfer, idet de begge spiller veteran fodbold hos naboerne.
Desuden har hele ABs trænerteam haft en fortid i Lyngby!
Cheftræner Flemming Christensen var i 8 sæsoner topscorer i Lyngby, ass. træner Michael Schäfer spillede hele 473 kampe / 59 mål, individuel træner Poul Hansen var cheftræner i 3 år mens målmandstræner Claus Fallentin vogtede Lyngbys mål i 22 kampe.
Der er kampstart søndag kl. 13.45 på Gladsaxe Stadion og vi opfordrer folk til at komme i god tid!
Læs iøvrigt nyheden 'AB-Lyngby på søndag' under 'Nyheder fra 1. holdet' - her er der masser af nyttige informationer til publikum i forbindelse med kampen.