2010-08-07
Det var en glad cheftræner Kasper Kurland der havde følgende kommentar efter 4-1 sejren over Hobro.
- Jeg er rigtig glad og stolt på spillernes vegne. Der er en god stemning i bussen og vi er alle meget tilfredse med kampen, udtaler en glad debut træner. Nu gælder det om, at følge det op mod Elite 3000 i Helsingør på tirsdag og mod Hvidovre på søndag. Det er to vigtige kampe for os og vi skal fortsat være ydmyg overfor de opgaver vi står overfor. Det er vores grundlag for at få succes.
AB startede som lyn og torden mod Hobro og førte 4-0 ved pausen.
- Vi havde snakket om, at starte i et højt tempo og få sat Hobro under pres og det lykkedes jo fint. Vi ville starte med 3 point, som er utrolig vigtigt for den nye gruppe, der nu er sammen.
I pausen var ABs trænerteam Kasper Kurland og Magnus Christensen med god hjælp fra den nye holdleder John Westphal nødt til at foretage to udskiftninger.
- Rasmus Nielsen fik et lille trælår og Oliver Lund havde lidt lyskeproblemer, så der var ingen grund til at tage nogle chancer. Samtidig førte vi 4-0 og kunne få nye kræfter på banen og det er vigtigt, at få så mange igang så hurtigt som muligt. Vi vidste at de første 10 minutter af 2. halvleg ville blive afgørende og selvom Hobro hurtigt fik reduceret, synes jeg vi fint holder dem fra chancer i resten af kampen og vinder fortjent.
AB anfører Klaus Lykke var naturligvis også glad for sejren.
-Vi havde glædet os til at komme igang og er glad for sejren. Jeg synes, vi kører Hobro rundt i de første 45 minutter og sætter den lidt på autopilot derefter. Vi viser, at der er masser af god fodbold i holdet og vi glæder os enormt til den kommende uge med to vigtige kampe.
AB spiller tirsdag i Ekstra Bladet Cup mod Elite 3000 i Helsingør og derefter er der hjemmekamp på Gladsaxe Stadion på søndag mod Hvidovre.