2011-03-16
Akademisk Boldklubs stærke midterforsvarer Casper Andersen (billedet) må desværre se til fra sidelinjen i længere tid.
Under træning gik Casper Andersen ind i en tackling med Frederik Weibel, som gled og faldt uheldigt ned over Caspers ene knæ.
- Det sagde knæk, så jeg var med det samme næsten sikker på, at der var noget galt, erindrer Casper Andersen.
Efter en scanning var konklusionen klar: brækket skinneben så højt oppe mod knæet som muligt!
- Det er naturligvis ærgerligt og så tæt på turneringsstarten, siger Casper Andersen. Jeg har lidt smerter og det er især i forbindelse med vendninger og når jeg skal bøje mig, så nu tager jeg den med ro.
Bruddet betyder, at Casper Andersen er ude i mindst 5 uger, hvor programmet står på cykling og svømning for den sympatiske spiller.
En anden af ABs forsvarsspillere Oliver Lund, der var tæt på at være helt klar, fik desværre en mindre følgeskade til træning i sidste uge, og er først helt med igen om 8-10 dage.
Bedre udsigter er der for den unge angriber Jonathan Nielsen, der blev voldsomt tacklet mod Ängelholm. Det betød lidt lyskeproblemer, men Jonathan er nu klar igen.
Gode nyheder er der også for anfører Klaus Lykke, der har haft problemer sin hæl. Lykke trænede fuldt med tirsdag og er derfor helt klar til årets første kamp på søndag, når AB tager imod Kolding FC på Gladsaxe Stadion.