Benjaminsen vender tilbage til AB
2009-01-16
Den tidligere ungdomslandsholdsspiller Peter Benjaminsen skifter ved årsskiftet fra Herfølge til AB.
Benjaminsen har tidligere spillet med stor succes i Gladsaxe klubben, som han nu skal hjælpe med at indfri ABs Vision 2010 om oprykning til SAS Ligaen.
Peter Benjaminsen kom til AB i 2002 og debuterede d. 15/9 i en kamp mod FC København (0-1) i Parken og siden blev det til 43 kampe og 6 mål i den grønne trøje, inden han i sommerpausen 2004 - efter ABs nedrykning fra SAS Ligaen - skiftede til FC Nordsjælland og derfra til Herfølge, hvor han har haft et meget succesfuldt ophold, og som han har været med til at spille op på en foreløbig flot andenplads i Viasat Divisionen.
Peter Benjaminsen skal gøre ABs midtbane endnu stærkere med sin store fodboldforståelse og skarpe driblinger.
- At spille for AB er næsten som at komme hjem. Her i klubben startede min professionelle karriere. Jeg forlod dengang et godt hold, og jeg vender nu tilbage til et super talentfuldt mandskab med knivskarp kamp om pladserne. Men det gør mig bare til en endnu bedre spiller. Med ABs seneste aftaler har vi en offensiv, som nok skal glæde tilskuerne og skræmme modstanderne. Vi har spillermaterialet til at spille med om oprykning i 2010, konstaterer Peter Benjaminsen.
ABs direktør, Ronny Saul, ønsker den ”hjemvendte søn” velkommen med åbne arme.
- I Peter har vi en superfarlig og kreativ midtbanespiller, der kan bære vores spil fremad banen. Peter behøver ingen introduktion til hverken klub eller fans. Alle ved, hvad han står for spillemæssigt og menneskeligt. Jeg er sikker på, at Peter bliver en af de faktorer, der er med til, at vi udløser billet til SAS ligaen i 2010, siger Ronny Saul.
Peter Benjaminsen har optrådt både på U/17, U/19, U/20 og U/21 landsholdet for Danmark.
Peter Benjaminsen er ABs tredje offensive tilgang på 3 dage - først var det Simon Bræmer fra AaB, derefter Casper Henningsen fra Silkeborg og nu Benjaminsen!
Velkommen til alle 3 spillere - og godt nytår!