2009-09-08
AB har fået fuld medhold fra FIFA i sagen mod Werder Bremen i forbindelse med den tidligere ABer Mohamed Zidans transfer fra FC Midtjylland til Werder Bremen.
Tidligere har AB fået medhold fra både DBUs Kontrakfodboldudvalg samt Fodboldens Voldgiftsret i, at ABs krav på 15 % af provenuet ved FC Midtjyllands salg af Zidan til Werder Bremen skulle beregnes ikke bare af den aftalte transfersum, men også af det betydelige lejebeløb, som Werder Bremen skulle betale FC Midtjylland for at leje Zidan i de første 5 måneder.
Efter at have fået medhold i sagen mod FC Midtjylland, rettede AB derefter krav mod Werder Bremen , for at få 5 % af det samlede transferbeløb for Zidan i de såkaldte uddannelsespenge (solidaritetsbidrag).
Dette nægtede Werder Bremen, men i den nye kendelse har FIFA givet AB fuldt medhold i, at Werder Bremen er forpligtet til at betale uddannelsespenge til AB, også af lejebeløbet samt 4 års renter.
Dette har Werder Bremen taget til efterretning og sagen er nu endelig slut.
Det er ABs advokat Jens Hjortskov fra Philip & Partnere, der har ført sagen ved FIFA.
- Det var helt tilbage i midten af 2003, at vi solgte Mohamed Zidan til FC Midtjylland med en videresalgsklausul og to år senere solgte de ham så videre til Werder Bremen, siger Jens Hjortskov. Dengang havde vi ikke forestillet os, at der så ville gå mere end 4 år og to voldgiftssager ved DBU og en voldgiftssag ved FIFA, før vi modtog vores penge. Undervejs har vi naturligvis overvejet, om det var realistisk, at AB i det hele taget kunne få medhold i en sag ved FIFA mod en stor klub som Werder Bremen. FIFAs kendelse viser imidlertid, at såfremt juraen er i orden og man står fast på sin ret, kan det betale sig at forfølge sit krav.
Også ABs adm. direktør Ronny Saul er glad for afgørelsen.
- Det er dejligt, at sagen endelig er afsluttet, siger Ronny Saul. Der har været brugt utrolig meget tid på den og det er trist, at det har været nødvendigt. Nu kan vi lægge sagen bag os og kigge fremad.