2010-07-16
AB har i mange år været kendt for deres positive og til tider romantiske tilgang til spillet på banen med poleret positionsfodbold med udgangspunkt i at angribe sig til succes.
Udenfor banen har AB ligeledes tænkt på fremtiden og har arbejdet på at skabe optimale vilkår for at spillerne passer deres uddannelse samtidig med, at de har mulighed for at dygtiggøre sig som foddboldspiller.
ab-fodbold.dk har derfor spurgt Jacob Bøtker, der er U/15 træner og uddannelsesansvarlig i AB, om hvilke muligheder, der ligger i det nye koncept, som AB er med til at bakke om omkring:
"Vi har i de sidste 3 år haft vores Sports College Gladsaxe, der i samarbejde med Bagsværd Kost Skole og Gymnasium samt Gladsaxe Kommune har skabt fine rammer for at kunne træne om morgenen samtidig med, at man kunne passe sin skolegang. Vi har imidlertid erkendt, at den boglige uddannelse ikke altid er tilstrækkeligt for vores dygtige talenter. Derfor har vi arbejdet på at få et samarbejde med flere uddannelsesinstitutioner op at køre. Vi har fra det kommende skoleår 2010/2011 tilknyttes følgende uddannelsesmuligheder på AB:
Bagsværd Kost Skole (10.klasse) og Gymnasium.
BEC - Handelsskole (HHX) i Ballerup.
KTS - Københavns Tekniske Skole (alle linjer er en mulighed for spillerne)
HF og HF enkeltfag VUC - Lyngby, hvor skolen kan sammensætte et skema, som passer til den enkelte spiller.
Gladsaxe Gymnasium - her er det muligt at få særlige hensyn i forhold til sin morgentræning i AB-regi.
Falkonergårdens Gymnasium & HF (3-årigt).
Der er desuden taget kontakt med et andet gymnasium i nærmiljøet, der forventes at indgå i vores netværk af skoler i nær fremtid.
"Det er målet, at AB på sigt vil samarbejde med mange grundskoler, da vi ikke ønsker at fjerne spillere fra deres nærmiljø i en tidlig alder. Vi har således allerede været i dialog med mange folkeskoler i kommunen, der har meldt positivt tilbage om et kommende samarbejde. Planen er, at spillerne fra 9.klasse skal morgentræne en gang om ugen i AB-regi".
"Vi må indrømme, at denne skoleform har været en stor succes, som forældrene er meget glade for, og vi kan måle på antallet af tilmeldinger til Sports College Gladsaxe, at det er en stor succes. Her har vi pt. tilmeldt 30 fodboldspillere efter sommerferien, heraf er lidt mere end halvdelen fra AB. Hvis vi kan være med til at give spillerne mulighed for at få en uddannelse, mens de forfølger drømmen om at blive professionel fodboldspiller, er vi nået rigtig langt", slutter Jacob Bøtker.