2009-06-09
Som et led i den ambitiøse forstadsklubs vision 2010 om oprykning til superligaen henter AB 10 millioner kr. fra investorer. Pengene skal være med til at sikre det økonomiske grundlag for at etablere sig fast i Danmarks bedste fodboldrække.
Senest i sæsonen 2010 skal AB være i superligaen. Så klart står det skrevet i klubbens Vision 2010, som er fodboldforretningens strategiske plan for tilbagevenden til den bedste fodboldrække i Danmark. Men den slags visioner er ikke gratis. Derfor besluttede AB’s bestyrelse på den ordinære generalforsamling at hente 10 mio. kr. til klubben ved en rettet aktieemission der kører frem til 30. juni 2009. På nuværende tidspunkt er der tegnet for over 9 mio. kr.
Det er der ifølge AB’s adm. Direktør, Ronny Saul, god logik i:
- I AB er det helt afgørende, at de sportslige resultater og den kommercielle forretning går hånd i hånd. Derfor sikrer vi vores økonomiske fundament og sørger for at gøre det hårde sponsorarbejde, så vi har økonomiske muskler nok til at etablere os i Danmarks fornemste fodboldrække. Blandt andet har vi over de seneste år øget antallet af sponsorer med 50 pct. AB skal være en succes både på og udenfor banen. Det skal vores rettede emission være med til at sikre, siger Ronny Saul.
Mere end nogensinde før er det vigtigt at have sit økonomiske fundament på plads, hvis man har ambitioner med sin fodboldforretning. Man behøver blot at kigge i divisionstabellen for at se, hvor svært klubberne har ved at skaffe et tilstrækkeligt kapitalgrundlag for forretningen.
- At drive fodboldforretning på kommercielle vilkår kræver fokus på de sportslige præstationer. Men også i høj grad en evne til at se, hvordan vores erfaringer og kompetencer kan udnyttes i andre sammenhænge. I AB driver vi eksempelvis med stor succes AB Event og Konference, som faciliterer alt lige fra bryllupsfesten til internationale salgskonferencer. En forretningsenhed som er opstået af vores indhøstede erfaringer med at arrangere sportsbegivenheder. En naturlig forlængelse af vores eventarbejde er catering. Derfor har vi købt os ind i cateringvirksomheden Jespers Torvekøkken. Det skaber yderligere værdi i vores eventforretning og er samtidigt et selvstændigt forretningsområde, siger Ronny Saul.
Et andet eksempel er AB’s samarbejde med det internationale virksomhedsnetværk Business Network International (BNI). Her tjener boldklubben som samlingspunkt for mange forretningsfolks netværksrelationer og salgsarbejde.
På det sportslige niveau går det allerede i indeværende sæson bedre end den forventede 5 plads. AB ligger aktuelt på 3 pladsen i VIASAT-Sport divisionen. Stadig med mulighed for at rykke op et år tidligere end beregnet. Topscorer Simon Bræmer er hentet i Superligaklubben AaB og har scoret 10 mål i lige så mange kampe for AB. Og holdet er forstærket med navne som Peter Benjaminsen og Casper Henningsen – begge med erfaringer fra Superligaen for henholdsvis FC Nordsjælland og Silkeborg.
Den 10. juni spiller AB topkamp på Gladsaxe Stadion mod rækkens nr. 2, Herfølge. En kamp der meget vel kan afgøre, hvilket af holdene der rykker op i landets bedste række efter sommerferien.