2009-07-21
AB har fået tilgang af angriberen Nick Christensen, der dermed vender tilbage til den klub, hvor han spillede som ungdomsspiller.
24 årige Nick Christensen kommer til AB fra AC Horsens, hvor han blev fritstillet og har tidligere spillet i Næstved, Ølstykke og Lyngby.
- Jeg glæder mig helt vildt, siger den nybagte ABer. Det gik lidt stærkt til sidst i Horsens og jeg er glad for at have fundet en ny klub så hurtigt. AB har udviklet sig meget på det sidste og jeg er klar til at hjælpe klubben frem mod deres mål i Vision 2010. Det bliver spændende at være med til.
ABs ass. træner Michael Schäfer mener den nye angriber passer perfekt ind i truppen.
- Nick har hele tiden været vores første prioritet. Han er meget aggressiv i sit spil, god i straffesparksfeltet og så passer han godt ind rent holdtaktisk, mener Michael Schäfer, der også ser det som en klar fordel, at Nick kender en del til til forholdene på AB.
- Der er kort tid til sæonstart og vi får i Nick en spiller, der ikke behøver lang tid for at blive fuldt integreret, slutter Schäfer, der gerne indrømmer, at han har presset på for at få Nick til klubben.
- For os er Nick en spiller som alle andre i truppen og vi tænker ikke på, hvem der tilfældigvis er hans far, slutter Michael Schäfer.
Nick Christensen har tidligere spillet sammen med Andreas Sørensen i Ølstykke og Lyngby, Mathias Tauber i Næstved samt Thomas Seidelin i AB på diverse mikro hold.
Nicks far, Flemming Christensen, er også glad for tilgangen og har sin nye angriber med til dagens kamp på udebane mod Holstein Kiel.
- Med tilgangen af Nick er truppen komplet, og vi er dækket godt ind på alle pladser, vurderer Flemming Christensen.
Også unge Rasmus Thelander fra U/19 holdet vil så ofte som muligt deltage i træningen, mens det vil tage ca. 3 uger før den talentfulde angriber David Boysen er med igen, efter han har været uheldig og brækket hånden.
AB spiller træningskamp i dag kl. 18.00 mod Holstein Kiel i Tyskland.
Foto: Allan Baden