AB forlænger med Farver
2011-11-03
Akademisk Boldklub har i dag forlænget kontrakten med den stærke venstre back Emil Farver, der netop har sat signatur på en ny kontrakt gældende frem til sommeren 2013.
Da Emil Farver for et år siden skiftede fra Silkeborg til AB, var det i jagten på mere spilletid. Siden dengang har den 22-årige forsvarsspiller, med undtagelse af en ærgerlig ledbåndsskade i foråret, været fast inventar på akademikernes mandskab.
Kontraktforlængelsen skaber naturligvis glæde i AB, hvor Sportschef John Møller udtrykker sin tilfredshed med aftalen.
- Vi er rigtig glade for at have forlænget kontrakten med Emil. Han har stor betydning for vores unge trup, hvor han med sin fantastiske indstilling altid er garant for en hundrede procents arbejdsindsats både til træning og kamp. Samtidig har Emil igennem det seneste års tid vist fine prøver på sit potentiale og sine lederevner, som vi er overbeviste om, at vi kommer til at se mere til i fremtiden, udtaler John Møller.
Hovedpersonen selv er ligeledes glad for at have forlænget kontrakten med akademikerne.
- Jeg er glad for at have forlænget min aftale med klubben. Jeg synes, det er et rigtigt spændende projekt med alle vores unge spillere, som jeg synes har et kæmpe potentiale. Samtidig har vi et rigtig godt sammenhold i truppen, udtaler Emil Farver. Jeg er jo selv en af de ældre på holdet, selvom jeg kun lige er blevet 22 år. Ikke desto mindre er jeg glad for det ansvar der følger med, og jeg tror helt afgjort, at vi som hold kan blive endnu bedre, slutter den sympatiske forsvarsspiller.
Omkring de kommende kampe udtaler venstre backen.
- Nu tabte vi desværre i Brønshøj, og det gjorde rigtig ondt på os, da de scorede til sidst. Nu går vi benhårdt efter 6 point i de 2 næste kampe, men for at det skal lykkedes, kræver det, at vi har 100 % fokus, men har vi det, så er vi til gengæld også gode nok til at få de 6 point, siger Emil Farver.
Unge Emil Farver, der i øjeblikket arbejder som lærervikar ved siden af fodbolden, håber på at kunne starte på idrætsstudiet til sommer. Emil Farver er næste gang i aktion på søndag, hvor AB hjemme tager imod Hobro IK kl. 15.00 på Gladsaxe Stadion.